Der er for nyligt stillet forslag om at ændre pædagoguddannelsen til en mere praktisk uddannelse, hvor de studerende skal bruge mere af deres studietid med praktisk arbejde. Den model er Frie Demokrater imod. Uddannelsen som pædagog skal være en teoretisk funderet uddannelse, der giver den studerende en grundlæggende faglig indsigt i barnets udvikling og de pædagogiske værktøjer, der kan anvendes for at fremme barnets udvikling.
Også i forhold til muligheden for videreuddannelse, er det vigtigt, at uddannelsen har et fagligt kvalificeret niveau.
Derfor skal pædagoguddannelsen bevares med det samme optag af studerende som i dag.
Til gengæld mener vi, at det i en periode med mangel på arbejdskraft i vore børneinstitutioner vil være en god idé med en mere praktisk rettet uddannelse som pædagogisk assistent. Denne uddannelse skal vare i 3 år, hvoraf den samlede skoleperiode svarer til 1 skoleår, altså lidt under 1/3 af tiden.
Uddannelsen kræver ingen gymnasial uddannelse. Derfor vil der også i skoleperioden, ud over pædagogiske fag, være helt almindelig fag, blot på et højere niveau end 9. og 10. klasse.
Der skal åbnes op for, at landets kommuner kan ansætte elever fra denne uddannelse i hele uddannelsesperioden. Hvis denne ordning bruges, ønsker vi, at den pædagogiske assistent er sikret arbejde i 2 år efter endt uddannelse, med mindre institutionen bliver ramt af nedskæringer.
De pædagogiske assistenter indgår naturligvis i institutionens samlede normering. Men på grund af den afgørende forskel, der er i de to uddannelsers uddannelsesniveau, ønsker vi et loft for, hvor mange pædagogiske assistenter, der kan være i en institution i forhold til pædagoger.
Samtidigt må det stå klart, at en pædagogisk assistent normalt ikke kan tage det overordnede pædagogiske ansvar i en institution, ligesom vi ønsker, at der skal være en pædagog i institutionen i hele åbningstiden, hvis institutionen er normeret til at tage børn med særlige behov.
Uddannelsen som pædagogisk assistent vil være et godt supplement til pædagoguddannelse. Men i og med, at det er et supplement skal det løbende vurderes, hvor mange der kan optages på uddannelsen, sådan at der bliver overensstemmelse mellem institutionernes behov for arbejdskraft og de personer, der ønsker at blive ansat i en institution.
Skriv et svar