Danskerne skal tage stilling til organdonation

Ingen ved, om ulykken rammer. Organer kan redde liv.

Hvis en person dør, og vedkommendes organer stadigt kan bruges, er det på alle måder en god gerning, at have doneret sine organer væk. Brugen af organer fra afdøde skal dog ske på en måde, så vi på alle måder viser respekt for den afdøde.

Personer, der har prøvet at miste én af sine allernærmeste, ved, hvor vigtigt det er, at følge den afdødes sidste vilje. Derfor er Frie Demokrater imod, at organer kan bruges til donation uden et positivt tilsagn. Organdonation kan være et følsomt emne. Og det kan være svært at få taget hul på emnet i nære relationer.

Derfor støtter Frie Demokrater en model, der tvinger danskerne til at tage stilling.

En model kunne være et obligatorisk lægetjek i forbindelse med erhvervelse af kørekort, hvor det er lægens pligt at registrere om personen er villig til at donere sine organer, hvis vedkommende dør og organerne kan bruges.

Samtidigt skal en myndighed have mulighed for at kontakte alle danskere, der ikke har taget stilling endnu. Vi er også villige til at diskutere en model, hvor personer, der har fået en henvendelse, skal give en aktiv tilbagemelding, hvis de ikke ønsker at være organdonorer.

Det væsentlige er, at personen selv får mulighed for at give et tilsagn for eller imod brug af egne organer i forbindelse med død.

Vi skal have betydeligt flere personer i Danmark til at tage stilling. Organer redder liv. Derfor er sagen så vigtig, at myndighederne skal have mulighed for at kontakte danskerne og bede dem om at tage stilling til spørgsmålet.

For de efterladte er det vigtigt at kende den afdødes sidste vilje

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *