Tilskud til samkørsel

Privatbilisme er en miljøbelastning. Men det skal selvfølgeligt være muligt at komme på arbejde i rimelig tid

I Frie Demokrater vil vi gerne rydde helt op i fradragsjunglen. Derfor vil der heller ikke være et befordringsfradrag. Vi vil dog gerne være med til at støtte en udvikling, hvor flere bosætter sig uden for de store byområder. Det giver dog et dilemma i forhold til, at mere kørsel også giver mere belastning af miljøet. Og det giver mere slitage på vejene.

For at bevare incitamentet til at flytte til områder, hvor den offentlige transport ikke er så god, vil vi derfor gerne give en belønning til alle, der tager en nabo med til og fra arbejde. Det vil vi, uanset om naboen kommer med hele vejen, eller kun er med i nærheden af dennes arbejdsplads og må tage det sidste stykke med tog eller bus.

Den måde, som vi vil gøre det på, er at gøre det muligt at indberette samkørsel månedsvis. Her har chaufføren mulighed for at indberette til SKAT, hvor vedkommende har kørt naboen fra og til, og hvor mange dage, vedkommende er kørt med. Skiftes de til at køre, skal naboen naturligvis også indberette, hvor mange dage vedkommende har kørt. Hvis en person tager flere med, stiger tilskuddet naturligvis.

Beløbet bliver udbetalt månedsvis på chaufførens NEM-konto. Chaufføren skal kun angive navn og adresse på den eller dem, der kører med. SKAT vil naturligvis tage stikprøver i forhold til det, der er indrettet.

Dette er et af to spor. For naturligvis skal vi blive ved med at understøtte en kollektiv trafik, der giver mening. Det vil også være nødvendigt at lave nogle bedre rabatter for pendlere, når befordringsfradraget fjernes. Vi vil gerne bevare fleksibiliteten på det danske arbejdsmarked. Derfor skal det også være hurtigt og billigt at være pendler med bus og tog.

Der har fra politisk hold været talt om at støtte Uber eller lignende halvprivate taxaordninger. Det sker ikke med Frie Demokraters stemmer. Vi giver ikke tilskud til virksomheder, der konkurrerer på et frit marked. Derfor er det naturligvis lovligt at tage penge for at transportere en anden person. Og vi vil heller ikke forhindre, at en person, der får tilskud for samkørsel, samtidigt opkræver penge fra naboen. Vi går bare ikke ind og giver tilskud til den slags.

Samkørsel er sammen med offentlig trafik den mest miljøvenlige måde at transportere sig selv på

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *