Et spørgsmål om tro

Allerede som ung spurgte jeg mig selv om, hvorfor der skete så mange overgreb i Den romersk Katolske Kirke, hvor præster forgriber sig på unge drenge, uden at kirken tilsyneladende gør noget ved det.

Nu flere år siden har jeg fået en forståelse af, hvorfor det sker. Men det er desværre ikke en viden, som jeg er glad for.

Jeg blev i starten af 1990 udsat for et overgreb fra en præst med tilknytning til Indre Mission. Det har jeg senere følt, at jeg har haft brug for at fortælle nogle af mine venner i de kirker, som jeg er kommet i siden.

Desværre har jeg mødt stor modstand i forhold til at fortælle historien, som jeg har oplevet den. Jeg tvivler på, at der er nogen i mit senere menighedsliv, der kender præsten, som foretog overgrebet. Alligevel er der mange, der har forsvaret præsten uden at kende ham.

Hvis drengene i Den romersk Katolske Kirke møder samme modstand, når de fortæller om de overgreb, som de har oplevet, skal de være forsigtige med, hvem de fortæller det til. Resultatet af at fortælle om krænkelserne kan meget vel være beskyttelse af præsten og forsøg på at holde den krænkede tavs omkring handlingen.

I juni måned 1987 sad jeg på Skolen for Civile Værnepligtige og fik at vide, at jeg kunne have blevet en elitesoldat. Både de fysiske og intelligentsmæssige tests lå helt i top.

Jeg havde valgt at sige nej til et system, der bygger på at gejle folk til had. Som teenager så jeg en udsendelse, der hed “Din nabos søn”. Den handlede om, hvordan den græske hær rekrutterede unge mænd og gjorde dem til kampklare soldater.

Metoden var gentagne ydmygelser, hvor rekrutternes personlighed blev nedbrudt, sådan at de kunne dedikere sig fuldstændigt til den græske hær. Det er en forråelse, der ofte går ud over soldaternes moral og personlige dømmekraft.

En scene gjorde særligt indtryk på mig. Det var én af rekrutterne, der havde et billede af sin kæreste i sin pung. Det kom en befalingsmand og tog, mens rekrutten var i bad. Så kom befalingsmanden ind og smed billedet på gulvet og befalede rekrutten at trampe på det.

Da rekrutten adlød, fortalte befalingsmanden, at hun var en luder. Rekrutten havde snart så meget vrede i sig, at han kunne blive en god soldat.

I Danmark går vi mere moderat til værks. Men det er normalt i den danske hær at give danske soldater det indtryk, at der er nogen der ligger og lurer på at voldtage deres kæreste. Derfor er der kun et svar på spørgsmålet:”Ville du ikke også slå en mand ihjel, hvis han kom og voldtog din kæreste?”

Jeg er sikker på, at der ville være et øjeblik, hvor jeg havde lyst til at slå en voldtægtsmand ihjel. Men spørgsmålet er bare alt for unuanceret.

For en person, der har været udsat for et alvorligt overgreb, som en voldtægt er, er det vigtigste, at ens nærmeste er der for en. Og det er vigtigt for personen at vide, at der er én der står fuldstændigt på offerets side.

Der vil ikke være meget støtte i det daglige ved, at slå voldtægtsmanden ihjel for så at sidde i fængsel i en længere årrække. Her er det vigtigt at få sagt, at det som han gjorde, skal ikke ødelægge vores liv. Også selv om der er nogle følelser, der skal bearbejdes.

Vi har et retssystem. Og her skal der ikke være tvivl om, at voldtægtsmænd skal dømmes, og at det omgivne samfund skal skærmes for nye forbrydelser fra gerningsmandens side.

Der skal selvfølgeligt gøres en indsats i forhold til gerningsmanden, så at han ikke gentager sin forbrydelse. Men det kan jeg overlade til myndighederne og tage mig af min kæreste.

Derfor kan jeg godt identificere mig med militærets og Politiets rolle i forhold til at beskytte civilbefolkningen. Civilbefolkningen i et land, som vi er i krig med, er næppe voldtægtsforbrydere over en bred kam. Vi kan heller ikke være sikre på, at de er enige med dem, som vi kæmper imod.

Jeg fik valget mellem at aftjene min civile værnepligt hos Greenpeace eller hos Amnesty International. Jeg valgte Amnesty.

Stemningen hos Greenpeace var kold og upersonlig. Det, der talte var deres farlige aktioner, enten på kanten af loven eller direkte ulovlige. Det var systemet over mennesket, hvor der var meget lidt interesse for, hvad jeg kunne byde ind med.

At Amnesty International arbejder med menneskerettigheder og ved fredelige metoder at sikre menneskerettigheder for helt konkrete mennesker er også noget, der kan mærkes på den stemning, der er på kontoret.

Jeg følte mig velkommen. Og jeg tror heller ikke, at det var tilfældigt, at jeg endte med at oprette nye medlemmer i deres medlemssystem, som de frivillige havde opgivet at oprette.

Dengang boede jeg på Øresundskollegiet på Amager. Jeg studerede på Landbohøjskolen og havde sommerferie. De studiekammerater, som jeg havde mest med at gøre kom fra Jylland og var rejst hjem for at holde deres ferie. Så ud over mit arbejde på Amnesty Internationals danske kontor på Gammel Torv, regnede jeg med at skulle være alene hele sommeren.

Da jeg kom hjem fra de få dage, jeg havde været på Skolen for Civile Værnepligtige, drømte jeg, at der ville komme tre mennesker og sidde i min stue. Drømmen var i et særligt lys og med en god og fredfyldt stemning.

På dette tidspunkt var min lillebror blevet personligt kristen og var begyndt at komme i Kristent Center i Herning, der er en del af Den Apostolske Kirke i Danmark.

Min mor havde undersøgt, hvad Apostolsk Kirke var. Hun var bange for, at min lillebror var kommet med i en sekt. Desuden kunne hun ikke forstå, at min lillebror sagde, at han var blevet kristen. Det er vi jo allesammen.

Jeg følte mig ikke som en kristen. Jeg fik jævnligt besøg af en kvinde fra Jehovas Vidner, som fortalte mig, at jorden gik under, og at russerne kommer. Jeg var ikke overbevist om, at russerne kom. Men samtidigt kunne jeg godt forstå hendes frygt for Rusland, da hun havde boet på Bornholm efter 2. Verdenskrig.

Jeg havde også set, at den enhed, der officielt skulle forsvare Danmark, i tilfælde af krig skulle rykkes langt ned i Tyskland. Også her var Rusland den tænkte fjende.

På grund af min lillebrors omvendelse og kvinden fra Jehovas Vidner besluttede jeg, at finde ud af, hvad Bibelen gik ud på. Kvinden besøgte mig sidst kort tid før min uge på Skolen for Civile Værnepligtige.

En dag tog hun en lægestuderende med. Hun havde fortalt mig, at det var helt forkert, at han læste til læge. For det var der ikke brug for i det nye rige. Jeg kunne ikke forestille mig en gud, der forbød de troende at helbrede de syge, der havde brug for det. Den lægestuderende var heller ikke en person, som jeg kunne se mig som venner med i fremtiden.

Jeg begyndte at læse i Johannes Åbenbaring, for at se Bibelens svar på Dommedag.

Selv om min drøm stod lysende klart, tvivlede jeg som sagt på, at der ville komme nogen. Det gjorde der. Tre dage efter min drøm, stod der to unge mænd og en ung kvinde udenfor min dør.

De fortalte mig om en flod, der adskilte mig fra gud. Det var et billede på den synd, som jeg bar på. Synd betød at ramme forbi målet for mit liv. Men nu fik jeg mulighed for at lægge min synd over i Jesu hænder, hvis jeg tog imod ham.

Samtidigt fik jeg at vide, at gud var en vred og retfærdig gud. Men hvis jeg tog imod, ville jeg aldrig mere se min faders vrede.

Især det sidste var jeg rigtigt glad for. Jeg var opvokset med en far, der slog, når han blev vred. Og så var det med ikke at være den, der stod tættest på. Det var ikke behageligt, at én af mine brødre måtte tage imod den dag. Men det var måden at undgå at få tæsk.

Den aften var jeg overbevist om, at jeg havde fundet ud af, hvad Bibelen gik ud på. Jeg kunne forstå, at det ville være forfærdeligt, hvis der blev taget en film af mit liv og mine tanker, så andre kunne se dem. Jeg kunne på det tidspunkt ikke helt komme i tanke om noget, jeg specielt skulle skamme mig over. Men jeg fandt jo nok noget med tiden.

De tre unge mennesker kom fra KFS, en kristen ungdomsforening, hvor møderne i København foregik i Hvalkælderen på Københanvs Universitet.

Lidt efter sad de tre på mit kollegieværelse nøjagtigt som i min drøm. Jeg var glad. Jeg følte, at jeg havde indset, hvem Gud var. Og jeg troede på det tidspunkt, at min Gud også ville give mig en hustru.

De tre kom tilbage et par aftener senere. Jeg synes det var hyggeligt. Men samtidigt blev jeg lidt skræmt, når hende, jeg troede, jeg blev gift med, sad og bad til den vrede far, som om han var den mest fantastiske person, der fandtes.

Efter det første besøg gik jeg en tur på Christianshavn. Jeg bandede igen og igen. Og inden i mig sang jeg:”Oh. Lord won’t you buy me a Mercedes Benz.”

Kvinden hedder Lisbeth. Efter det andet møde med KFS’erne var jeg egentligt meget i tvivl, om jeg mødte Lisbeth igen. Det gjorde jeg en dag, da Lisbeth var rundt og dele indbydelser ud til KFS i Københavns sommermøde. Da hun inviterede mig til at komme, kunne jeg ikke sige nej.

Det blev et skelsættende møde. Jeg fik en varm velkomst. Og det var første gang, jeg kunne mærke så stor en interesse for, hvem jeg var, som til det møde. Jeg var med til de efterfølgende møder, og var også med, da møderne flyttede tilbage til Hvalkælderen.

Da jeg så Lisbeths far kunne jeg også godt forstå hendes begejstring. Han virkede som en varm person, der elskede sine døtre og var stolt af dem. Samtidigt var Lisbeths forældres hjem et hjem, hvor mennesker kom og fik en snak både i gode og dårlige tider.

Det var efter, at jeg havde set Lisbeths far, at jeg fik billedet af, at jeg også kunne blive en god far. Det påvirkede mig også, at Lisbeth begyndte at forandre sig. Jeg besøgte hende nogle gange, hvor hun strålede. Og jeg kunne virkeligt mærke, at hun tog til sig af indtryk, når vi var ude for at gå en tur.

Jeg blev lidt skuffet, da Lisbeth ville have mig til at gå i kirke i en kirke ude på Amager, hvor jeg boede. Lisbeth kom i Kingos Kirke på Nørrebro. Men jeg lyttede til Lisbeths råd, selv om KFS for mig var kirken.

Ved møderne i KFS sad vi sammen med nogle teologistuderende. Jeg kunne godt lide deres diskussioner om, hvad enkelte bibelstykker betød også i forhold til kirken og vore egne liv. Jeg havde forestillet mig, at fortolkningen af Bibelen var meget mere firkantet end det, som jeg oplevede dér. Det var en fordom, som jeg godt kunne lide at få dementeret.

Jeg begyndte også at indse, at enhver bibeloversættelse er en fortolkning af Bibelen, der er præget af den tilgang, som oversætterne har til den tradition, som de kommer fra.

I kontakten med KFS begyndte jeg at forsage ting fra mit gamle liv. En ting, som jeg ikke forstår i dag, var, at jeg holdt op med at cykeltræne. Jeg cyklede flere gange om ugen Amager Rundt og nød mine ture. Det var med til at holde min form og min vægt.

Jeg fik dog en større udfordring efter en KFS-lejr. Her var der én der fortalte om new-age og den filosofi, der lå bag. Da jeg kom hjem, lagde jeg en LP med Yes på grammofonen. Yes havde dengang et hit, der hed “owner of a lonely heart”. Og jeg kunne se en masse af det tankegods, der var præsenteret som new-age i den LP.

Jeg fortalte de nærmeste i KFS, at jeg havde besluttet at smide pladen ud. Kort tid efter fik jeg ryddet en stor del af min pladesamling. Senere, da jeg gik ned og byttede nogle af mine nye plader til nogle andre, følte jeg mig som den største hykler i verden. Og et par af de nye plader var også mest egnet på bålet.

Min beslutning gav mig også et stort dilemma. Det musik, som jeg hørte hos mine venner i KFS, havde efter min mening ingen musikalsk kvalitet. Hvis der blev sunget om Jesus i teksten, var det pr. definition godt.

Jeg har senere talt med Lisbeth om det. Hun har sagt, at hun da også hører musik med bongotrommer og des lignende. Nu er der bare ikke ret meget bongotrommer over det musik, som jeg hører. Det er musik med en elguitar, en elbas og et trommesæt og med en god vokal.

Jeg kan godt lide musik, der skiller sig ud. Og jeg tror også på, at der er kvalitet i alle genrer. Men kvalitet handler også om, at kristne unge får lov til at lave deres musik med kristne tekster. Jeg var glad, da jeg fandt ud af, at der er grupper, der hedder DC Talk, By the Tree og Delerious?.

Det var Dommedag i KFS. En taler fortalte, at jorden ville gå under i 1992. Samme aften inviterede en teologistuderende, der sad ved et andet bord, Lisbeth til at mødes. I KFS tager de meget afstand fra Jehovas Vidner. Og en del af kritikken er, at Jehovas Vidner flere gange i historien har forudsagt et bestemt årstal for jordens undergang. Nu hørte jeg en lignende profeti i KFS.

Jeg turde ikke at tale med Lisbeth om det efter hendes aftale med Lars.

Jeg var glad for mit studie på Landbohøjskolen. Men jeg havde også fået et andet forhold til det. Så da det blev muligt, søgte jeg en praktik på et landbocenter i Thisted. Jeg ville gerne begynde at bruge min viden. Og jeg kunne også få det første indtryk af, hvordan det var at arbejde som agronom.

En af mine bekendte fra Landbohøjskolen havde en kæreste fra KFS. Her blev jeg inviteret om en aften. Her var også inviteret en kvinde. Hun var langt fra min type. Og jeg følte ikke, at der var nogen kemi imellem os.

Lars og Lisbeth var officielt et par. Og jeg følte, at den Gud, som jeg var blevet præsenteret for, havde svigtet mig. Det var også et slag for mig, at få at vide, at Lisbeth og Lars havde haft sex før de blev gift.

Jeg var med til deres bryllup i kirken. Det var meget smukt og arrangementet var smukt og planlagt; lige i Lisbeths stil. Bagefter sagde Lars’ far, at det var godt nok med en teologisk eksamen, men det nyttede jo ikke rigtigt, hvis man ikke forstod at bruge det. Så vidste jeg da i det mindste, hvad for en kultur Lars kom fra.

Kort før deres bryllup var jeg omme og besøge Lisbeth. Her var Lars til stede. Lisbeth og Lars begyndte at læse fra Salmernes Bog. De gejlede hinanden mere og mere op og blev nærmest høje under læsningen. På et tidspunkt opfordrede Lisbeth mig til at være med. Jeg slog op på Salme 32 og læste den stille og roligt.

Jeg brugte Bibelen til ro og fordybelse. Lisbeth har sagt til mig, at jeg gennem livet ville komme til at høre meget sludder om, hvad kristendommen gik ud på. Men så kunne jeg altid gå tilbage til Bibelen. Desværre er Lisbeth ikke den eneste, der har taget Bibelen fra mig.

Da jeg tog afsked med Lisbeth, virkede hun stiv som en pind. Mine sexuelle lyster var vagt, selv om der skulle gå ca. et år, før jeg fik sex for første gang i mit liv.

Jeg fik det første job, som jeg søgte. Det lå i Nordjylland. Samtidigt var det naturligt for mig, at komme i en afdeling af Indre Missions Ungdom. I Thisted havde Indre Mission en lille ungdomsforening. Her var der et godt forhold mellem de unge og de gamle, som Indre Missions kredsen mest bestod af.

Min chef havde et hus, som jeg kunne bo til leje i. Det lå desværre langt fra det sted, hvor Indre Mission holdt møder. Jeg havde før hørt skepsis i forhold til den måde, som jeg var blevet omvendt på.

Et medlem af KFS fortalte, at det var sjovt, at én, der lige var blevet kristen, kunne få hukommelsesforskydning. For ham var det utænkeligt, at jeg først kunne drømme om tre mennesker, jeg aldrig havde set, og så at jeg først fik dem at se senere.

Det forstyrrer også det naturfaglige syn, jeg havde på verden den gang. Men jeg vil fastholde, at det er sådan, at det er sket. Det er i øvrigt sket et par gange senere i livet.

Et andet medlem tog mig efter et møde i Hvalkælderen til side og spurgte mig, hvad jeg havde været ude i, siden jeg var blevet kristen. Desværre havde jeg ikke nogle saftige historier at fortælle. Min oplevelse i nattelivet var, at det bekræftede mig i, at jeg ikke kunne score, selv om jeg havde været i byen med mine venner nogle gange.

Jeg har senere tænkt på, hvad han har været ude i, siden han var kristen. Det er åbenbart et krav. I KFS lægger de stor vægt på den personlige tro. Så det at ens forældre er kristne, er ikke nok. Det er i øvrigt en tro, der kraftigt udfordrer barnedåben. Her er det jo netop forældrene, der på barnets vegne siger, hvad barnet tror på.

KFUM & K var Indre Missions gamle ungdomsafdeling. På et tidspunkt var der en strid i KFUM & K om man var kristen alene på barnedåben, eller om man skulle tage imod troen, som en personlig tro. Det betød, at Indre Missions Ungdom blev oprettet som en ungdomsforening for personligt troende kristne.

Jeg var til et møde med formanden for den Indre Missions Ungdoms kreds, som jeg havde valgt og hendes mand. Det var en Indre Missions Ungdoms kreds; men jeg følte klart, at indstillingen var som den var i det gamle KFUM & K. Samtidigt blev jeg spurgt, om jeg ikke hellere ville komme i Indre Missions Ungdom i Frederikshavn.

Det sagde jeg nej til. Jeg havde valgt og havde mere brug for at etablere mig på en måde, så jeg vidste, hvilke fællesskaber, jeg tilhørte. Hvis jeg var blevet spurgt et halvt år senere, havde jeg måske overvejet at sige ja.

Derfor tog jeg fra mødet med en følelse af, at min omvendelse ikke rigtigt var blevet anerkendt, og at jeg heller ikke rigtigt var blevet budt velkommen.

Det udviklede sig til en konflikt. Ved møderne syntes jeg, at formanden virkede afvisende. Samtidigt skete der nogle ting, der stødte mig på baggrund af den måde, jeg var kommet ind i det kristne fællesskab og var blevet en del af de sande hellige.

Til et møde sagde en ældre prædikant, at det var forholdsvis uskyldigt, hvis én købte et ugeblad, for at læse ugens horoskop. Jeg kunne acceptere, at det var uskyldigt, hvis én, der købte et ugeblad, læste ugens horoskop. Men qua min egen beslutning om at smide den del af min pladesamling ud, der var imod min nye tro og gentagne advarsler imod at blande andre religioner ind i sin kristentro, var prædikantens ord direkte imod det, som fællesskabet ellers lærer sine medlemmer.

Jeg fik at vide, at mange af de ældre godt kunne lide denne prædikant. Så det betød ikke så meget, hvis han sagde noget, der var forkert.

Ved et andet møde talte en anden prædikant om problemet med den stigende lovløshed i vores samfund. Ingen satte mere en ære i at overholde landets love. Jeg var ikke helt så overbevist, som han var, om at lovløsheden havde det omfang, som han gav udtryk for.

Der var kaffe bagefter. Og der satte jeg mig overfor ham. På et tidspunkt sagde han, henvendt til formandens mand:”Det er blevet dyrt med fartbøder. Så nu bliver vi nødt til at lægge budget for fartbøder.”

Jeg var vred, da jeg tog hjem. Og jeg følte, at jeg var nødt til at reagere. Derfor valgte jeg, at skrive et brev til formanden. Men da jeg kom over til deres hjem, kunne jeg mærke, at jeg ikke turde lægge brevet i deres postkasse. Så jeg tog over og smed det ind af en bilrude på en bil, der tilhørte et andet medlem, der boede lige i nærheden.

Kort tid efter fik jeg besøg af formanden. Jeg kunne se, at hun var vred. Men mødet foregik sådan, at hun viste mig, hvor lidt jeg var værd og hvor lidt det betød, hvad jeg troede på. Kort efter skrev jeg et digt og sendte til hende. Jeg mødtes ovre ved formanden. Og det blev reelt starten på min afsked med Indre Missions Ungdom.

Jeg kontaktede Lisbeth, som forsøgte at opmuntre mig. Men jeg følte reelt, at jeg havde været i en situation, som jeg ikke kunne løse.

Kort tid efter var jeg i København. Jeg kontaktede venneparret fra KFS og Landbohøjskolen. De sagde ja til mit besøg; men da de havde et arrangement om lørdagen, endte det med, at jeg overnattede i bilen på Landbohøjskolens parkeringsplads.

Da jeg dukkede op, fik jeg at vide, at Lisbeth og Lars dukkede op sammen med et andet par, som havde været mine venner i KFS i min tid i København. Da jeg var alene sammen med det par, som jeg besøgte, talte vi naturligt sammen. Men da gæsterne kom, krøb jeg sammen og var stort set tavs. Jeg viste Lisbeth nogle få billeder fra Nordjylland.

Noget af det første, jeg gjorde, da jeg flyttede til Nordjylland, var at finde en kirke at komme i. Valget faldt på Albæk Kirke, selv om jeg kort tid efter fandt ud af, at jeg egentligt hørte til i et andet sogn.

Det blev starten på en forelskelse, som jeg egentligt ikke forstår i dag. Jette var slank, grænsende til mager. Hun virkede flink. Men med Lisbeth som standard, følte jeg, at det var at gå ned i niveau.

Det jeg faldt for, var hendes stemme. Hun var kordegn og læste indgangsbønnen og udgangsbønnen op til gudstjenesterne. Hun havde en mild stemme, et pænt sprog med en typisk nordjysk dialekt.

Ved første gudstjeneste, sad jeg langt nede i kirken, lidt foran indgangen. Da indstifelsesordene til nadveren var blevet læst, begyndte jeg at begive mig op til alteret. Så fandt jeg ud af, at vi skulle synge en salme først. Jeg vendte mig om og fik øjenkontakt med Jette. Så satte jeg mig ind på en bænk længere fremme i kirken.

Jeg blev inviteret til en bibelstudiegruppe, som præsten stod for. Senere var der også kirkekaffe i præsteboligen eller hos graveren, der boede lige ved siden af kirken.

Jeg blev også inviteret til at blive ungdomsleder i Nyt Liv, og kort tid efter var jeg med i Dronninglund Strengekor. I Nyt Liv følte jeg mig velkommen på en helt anden måde end jeg havde været i Indre Missions Ungdom.

I en periode følte jeg, at der var ved at komme ro omkring situationen. Men samtidigt kunne jeg mærke, at hormonerne fik en større og større rolle i min tilværelse. Jeg begyndte at lægge mere mærke til mit udseende. Og for første gang kunne jeg for alvor se mig selv som en flot mand.

Som dreng havde jeg følt mig som en splejset gut med få muskler.

Jette havde forsøgt at invitere mig hjem til sine forældre. Det kunne jeg ikke få mig selv til at sige ja til. Jeg sagde senere ja til at følge med til et julemarked. Her var hormonerne også ved at overtage fuldstændigt. Da vi kom hjem, sagde Jette:”nå men. Vi ses vel igen?” Det kunne jeg kun sige ja til.

Ud fra den barnelærdom, som Lisbeth gav mig i KFS, så er måden at løse konflikter på, at gå tilbage i Bibelen og se, hvad den siger om et konkret emne. Derfor er der en autoritet, der er hævet over alle, uanset hvilken rolle, vi har i menigheden. Det var et princip, jeg godt kunne lide, selv om der er meget fra Bibelen, jeg tolker anderledes end i 1987.

Nu havde jeg stiftet bekendtskab med et fællesskab i Indre Mission, hvor det i høj grad er medlemmets rang og status i fællesskabet, der afgør, hvad der er rigtigt eller forkert. Jeg betragtede Jette som min udvalgte allerede kort tid efter, at jeg kom til Nordjylland. Men jeg fik også større og større betænkeligheder ved at tage hende som min ægtefælle.

På et stævne i Indre Missions Ungdom, hvor Jette var med, fik jeg igen noget af min gamle tro tilbage med glade unge og rockmusik. Men det var også her, at et løfte om at rejse til Nepal som missionær i et projekt med malkegeder igen dukkede op.

Jeg har mødtes med Ruth, som var tidligere missionær i Nepal for Dansk Santalmission. Hun havde et meget pragmatisk forhold til sin tro, hvilket jeg ikke havde dengang. Jeg er også blevet tilbudt at rejse ud. Men da Dansk Santalmission ville fremskynde min udsendelse til før 1992, var jeg nødt til at sige fra.

Jeg begyndte også at overveje, om jeg skulle opgive Jette og vente på én af de unge teenagere i Nyt Liv. Men samtidigt kunne jeg mærke, at mine fysiske behov begyndte at blive mere presserende.

Desuden havde jeg haft en særlig kontakt med en kvinde til det lokale dyrskue i Frederikshavn, som jeg stod for. Og kort før jul, fik jeg forærende et slikkræmmerhus af en kvinde, der var ansat på den lokale tankstation.

Det var flotte kvinder med en betydeligt større sexuel udstråling end jeg følte, at Jette havde.

Jeg tog afsked med Indre Mission ved en sommerlejr i Nordjylland. Præsten mente stadigvæk, at jeg kunne tage Jette. Så sidst på året i 1989 måtte jeg indse, at jeg skulle have en afklaring i forhold til Jette. Og at jeg ville gifte mig med hende af pligt, hvis hun sagde ja til det.

Min lillebror havde prøvet at overbevise en kollega fra Jehovas Vidner om, at han skulle gå ud af Jehovas Vidner og ind i Apostolsk Kirke. Det endte desværre med, at min lillebror blev Jehovas Vidne.

Han og hans kone blev gift i november 1989. Jeg havde besluttet, at jeg gerne ville med til brylluppet; men at jeg ikke ville med til ceremonien i Jehovas Vidners Rigssal. Da jeg var sammen med Jette kort efter brylluppet fik jeg en kommentar:”I dansede vel?”. Jeg svarede ikke. Men. Jo. Der blev danset ved brylluppet. Men af respekt for den baggrund, som Jette kom fra, dansede jeg ikke.

I efteråret 1989 havde jeg skrevet nogle digte. Dem gav jeg til præsten og medlemmerne af Nyt Livs ungdomsgruppe og dem, der var med i præstens studiegruppe. Jeg var igen temmelig vred over situationen. Jeg følte mig fanget. Og jeg begyndte at hilse på de hjemløse, som jeg så på vejene.

Kvinden fra benzintanken havde dog overbevist mig om, at der var en anden mulighed end bare at opgive det hele.

Jeg var hjemme hos mine forældre i julen; men havde brug for at tænke tingene igennem. Hos min mormor satte jeg mig i køkkenet. Så kom min mor og sagde:”Gå nu ind til de andre.” Hele min mormors og morfars familie var samlet til min mormors fødselsdag.

Jeg tog tilbage til Nordjylland med en rigtig dårlig fornemmelse. Jeg kom tilbage til et koldt hus. Der var ikke mere olie på tanken. Og der var koldt.

I Jehovas Vidner vidste jeg, at der var regler for samvær før ægteskabet. Nu var jeg stærkt i tvivl om, hvad der i praksis var gældende i Indre Mission. Lisbeth og Lars havde jo haft sex før ægteskabet.

På det tidspunkt ønskede jeg, at der slet ikke var sexuelle følelser før ægteskabet og at følelserne ville komme på bryllupsnatten. Jeg havde forestillingen om den ægte kærlighed og det evige troskab.

Mine forældre vidste ikke, hvad der var gældende i Indre Mission. Så jeg valgte at besøge præsten. Han svarede reelt ikke på mit spørgsmål; men pressede på, for at jeg skulle kontakte Jette for et besøg.

Da jeg endeligt sad i Jettes stue, var jeg faldet mere til ro. Vi talte sammen og aftalte at spise sammen den efterfølgende aften. Jeg var i første omgang lettet. Men samtidigt var jeg stærk i tvivl. Jeg følte stadigt, at præsten havde presset på. Og jeg længtes efter en afklaring.

Dagen efter valgte jeg at besøge præsten igen. Han inviterede mig ind på sit kontor. Her fortalte han om Peter, der havde fornægtet Jesus. Jeg blev i tvivl om han mente, at jeg havde fornægtet Jesus. Jeg mente, at jeg havde fulgt reglerne. Men jeg var nok også dér, hvor jeg mere gik efter et brud med Jette end at komme i seng med hende.

Præsten forsikrede mig om, at han ikke forsøgte at køre rundt med mig. Lidt efter blev jeg bedt om at knæle ned på en bænk. Præsten bad lidt. Og jeg begyndte at bede. Jeg var sikker på, at der var en Gud uden for det rum, som vi var i, som nok skulle høre mig.

Pludseligt kunne jeg høre, at præsten ændrede åndedræt. Han røg op af stolen og da han åbnede for døren ind til stuen, sagde han:”Nu kan jeg ikke klare ham mere. Du må overtage ham.”

Da jeg kom ud i stuen stirrede præstens kone på mig med øjnene på stilke. Jeg ønskede ikke at tale med hende. Jeg ønskede at tage hjem. Præsten fik mig overtalt til at følge med og kastede konens jakke over mine skuldre.

Ud i gården kunne jeg se, at Jette løftede et gardin i et børneværelse og vinkede til mig. Præsten fik mig indlagt på den lukkede afdeling på Psykiatrisk Hospital i Aalborg. Ambulanceføreren var fra Nyt Liv.

Da vi kom til døren til Psykiatrisk Hospital, sagde hun:”Du kan vel godt gå det sidste stykke.”

Da jeg kom indenfor døren, blev jeg mødt af en ung kvinde. Hun inviterede mig ind på sit værelse. Vi tog tøjet af og begyndte at kilde hinanden. Da jeg penetrerede var det som om der blev frigivet uanede mængder energi i min hjerne. Jeg gik igennem en tunnel tre gange og følte, at jeg genoplevede min fødsel.

Da jeg gik ud på gangen, blev jeg mødt af en mand. Han viste mig, at jeg skulle gå ind i et andet lokale. Først talte han til mig. Så begyndte han at råbe. Og lidt efter lå jeg nærmest i fosterstilling. Så kom der en mand og signalerede, at vi skulle have sex. Jeg turde ikke andet end at springe på. Lige efter kom der en anden mand og tog mig.

Jeg blev lagt i kunstigt koma. På et tidspunkt kom der en mand og lyste over mig med en lommelygte. Han gav korsets tegn og sagde:”Nu er han død.” Jeg forstod det sådan, at jeg var død i den første død. Så nu havde den anden død ingen magt over mig.

På et tidspunkt blev jeg sat ved siden af Annie, som den unge kvinde hed. Hun var forandret på den måde, at hendes øjne lyste med kors og stjerner frem for det naturlige blik, som jeg huskede, at hun havde haft. Desuden undrede det mig, at hun var stum.

Jeg kunne ikke lide at sidde ved siden af hende. Men en sygeplejerske beordrede mig til at blive siddende i opholdsstuen. Jeg var på den lukkede afdeling et døgn mere. Så kom jeg over i det åbne afsnit. Jeg var indlagt i en uge.

Præsten kom på besøg, mens jeg var på den lukkede afdeling. Han kunne fortælle mig, at det var noget ros, det der var her. Som jeg kunne se det, var han selv stærkt medvirkende til, at jeg var havnet dér. Jeg opfatter præsten som en overgrebsmand, der ikke havde forståelsen af konsekvenserne af de valg, som jeg havde truffet op til mit møde med Jette.

Jette kunne formelt have fået mig i Nyt Liv. Men det krævede, at hun begyndte at komme til møderne. Samtidigt stod jeg fri til at vælge uden præstens indblanding. Jeg bad om vejledning. Men det er først mange år senere, at jeg forstår, hvorfor det aldrig blev til noget mellem Jette og mig.

Kort før min overflytning til det åbne afsnit var jeg til samtale med en læge. Vi talte meget om, hvordan jeg kunne se, at nogen interesserede sig for, hvad jeg sagde og det modsatte.

Ovre i hjørnet sad en mandlig sygeplejerske. På et tidspunkt sagde lægen:”Du er Jesus. Og ham der er også Jesus.” Jeg kunne ikke se, at han var interesseret på nogen måde. Det så mest ud som om han ventede på at komme ud af mødelokalet.

Kort tid efter, at jeg var kommet hjem, havde jeg besøg af præstens bibelstudiegruppe. Her fortalte præsten, at man ikke kunne blive kristen, før man blev kønsmoden og at nu var der én, der havde set hele sandheden, heele sandheden. Jeg fik også at vide, at jeg ikke kunne lide nordjyder.

Det som jeg så for mig var, at jeg skulle ud på en lang rejse, før jeg kunne nå målene for mit liv. Og jeg så for mig, at der skulle gå uendeligt mange år, før jeg kom mig over det, der var sket.

Jeg havde ikke set sandheden. Jeg havde set en medpatient gå hen til en anden patient, tog ham i ærmet og sagde:”Vil du være min incestfar?” Hårene rejste sig på hovedet af ham. Men han kunne ikke gøre noget. Rikke var min helt på Psykiatrisk Hospital i Aalborg, selv om jeg aldrig har set hende siden.

Jeg havde nogle nætter, hvor jeg følte, at jeg hørte seancer udenfor, og at nogle prøvede at skræmme mig væk fra stedet. Jeg mistede mit job.

Samtidigt indså jeg, at jeg på et tidspunkt måtte bryde med kontakten til Lisbeth. Lisbeth havde opmuntret mig nogle gange i mit kristenliv. Nu tog hun parti for præsten og fortalte mig, at det var godt at vi havde et behandlersystem. Og for første gang oplevede jeg, at Lisbeth forsøgte at lukke ned for min måde at se en sag på.

Jeg skyndte mig at få et arbejde som landbrugsmedhjælper for at holde mig i arbejde. Det måtte jeg opgive efter et besøg fra graveren og hans familie.

Jeg var gået i mig selv og boede nogle måneder hos mine forældre på Djursland.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Please reload

Please Wait