En politisk flirt

Mange, som jeg har samarbejdet med, har haft travlt med at udtale en straf, som vil overgå mig, hvis jeg bryder samarbejdet. Selv mennesker, der har villet mig det godt, har forsøgt at lave aftaler på mine vegne, som de burde vide ville blive til ulempe for begge parter.

Jeg har hjulpet mennesker til uventede store resultater. Men de mennesker, som jeg virkeligt har arbejdet for, har jeg kun kunnet se succesfulde resultater for dem. Derfor har den største udfordring været, at få dem til at se potentialet i mig, så det bliver til gavn for begge parter.

Win/win handler mere om indstilling end noget andet.

Ved valget i 2007 stemte jeg på SF. Jeg havde ved de fleste folketingsvalg stemt på Radikale Venstre; men ved et møde i slutningen af 80’erne var der stærke ultraliberale røster fremme, som senere er blevet til Liberal Alliance. Derfor har jeg tidligere set SF som et alternativ, når jeg følte, at mit parti kom for langt væk fra sin socialliberale profil.

I folketingsperioden 2007 – 2011 kom der et forslag om, at tilflyttere til Danmark skulle kvalificere sig via et pointsystem frem for at se på, om asylansøgeren var forfulgt eller truet på sit liv.

Der var en masse skriveriet om Naser Khader, der også er en tidligere radikal politiker. Han havde tidligere fortalt om sin mor, der var en fattig uuddannet kvinde, før hun kom til Danmark. Efter at forslaget om pointsystemet kom frem, var hun lige pludseligt uddannet syersker og kvalificeret til indrejse i Danmark efter det nye pointsystem.

Det, der for alvor stødte mig, var imidlertid, at SF ville stemme for forlaget. Jeg skrev til Astrid Krag, som var mit folketingsmedlem i Region Sjælland den gang. Hun ville ikke svare på mit spørgsmål.

Derfor bestemte jeg, at jeg igen ville stemme på Radikale Venstre i 2011.

Op til folketingsvalget tog jeg kandidattesten på dr.dk og tv2.dk. Her var Zenia Stampe én af de tre politikere, jeg var mest enig med. Derfor stemte jeg på Zenia i 2011.

I folketingsperioden 2011 – 2015 skrev jeg nogle gange til Zenia. Danmark havde et underskud, som vi skulle have fjernet. Men jeg synes, at perioden under Helle Thorning var en hård hestekur for de fattigste i Danmark. Jeg blev dog mere optimistisk, da jeg kunne se, at der begyndte at blive oprettet flere arbejdspladser og at ledigheden faldt hen mod slutningen af perioden.

Jeg var glad for de svar, som jeg fik fra Zenia. Hun var loyal mod partilinjen samtidigt med, at hun anerkendte mine synspunkter. Jeg var også glad for de tv-debatter, som Zenia deltog i. Jeg beundrede hende for hendes klare synspunkter og evne til at holde fast uanset den retning, som folkestemningen gik i.

I 2013 var jeg ved at slikke sårene efter en skilsmisse. Jeg havde taget et vikariat på Centraldepotet på Roskilde Sygehus. Men reelt tog jeg penge med på arbejde i alle de 20 måneder, jeg arbejdede dér.

I 2015 valgte jeg at leje mit hus ud i Årby ved Kalundborg og bo i en campingvogn i Holbæk. Da jeg flyttede tilbage til Årby i 2016, havde det ikke været en økonomisk fordel, at bo i Holbæk. Men det gav mig en chance for at komme videre i mit liv.

Kort tid efter, at jeg begyndte at arbejde på Centraldepotet, blev der hængt et billede af Margrethe Vestager op, hvor der var tegnet et hagekors i hjørnet af hendes ansigt. En lederaspirant fortalte mig, at de fleste på depotet stemte på Dansk Folkeparti. Jeg sagde ikke noget om mit politiske ståsted på det tidspunkt.

På samme tid blev jeg af en souschef præsenteret for en sygeplejerske, Maria, der havde fået ansvaret for at bestille varer. Jeg ser stadigt samarbejdet med Maria som noget særligt. Vi havde den samme tilgang til arbejdet. Og hun forstod at sige, hvad hun kom på depotet for på en måde, så jeg vidste, hvordan jeg kunne hjælpe hende.

Jeg var så interesseret i Maria, så jeg sendte hende blomster og inviterede hende til at mødes privat. Maria kom ned på depotet og var tydeligt påvirket af den buket, som hun havde fået. Men som så mange gange før, følte jeg at Maria sagde “måske” til mit frieri. Det gjorde mig forvirret. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Dagen efter blev jeg kaldt ind på chefens kontor. Jeg fik et forbud imod at sende blomster til gifte kvinder. Jeg undrede mig over påbudet; men så det som en gave. For jeg var sikker på, at jeg nok skulle finde en kæreste. Og så slap jeg for et nyt nederlag dér, hvis det viste sig, at jeg ikke forstod at date på hospitalet.

Jeg skrev til Renée Toft Simonsen om sagen i Feminas brevkasse. Jeg endte også med at sende blomster til Renée, og er nok den første mand, der har fået besvaret tre læserbreve i et ugeblad for kvinder.

Marias halve afslag gav mig også anledningen til at bearbejde skilsmissen fra min ekskone. Jeg gik nogle ture, hvor jeg kunne mærke smerten ved savnet. Samtidigt var jeg ikke i tvivl om, at beslutningen om skilsmisse var rigtig. Min ekskone havde overtrådt mine grænser på en måde, så jeg ikke kunne blive i forholdet.

Da jeg kom til Roskilde Sygehus, bestemte jeg, at jeg ville øve mig i den lederrolle, som jeg havde været på vej til; men som jeg endnu ikke var trådt ind i officielt. Derfor fik jeg i en lang periode ansvaret for at koordinere det daglige arbejde på depotet.

Chefen var også i lang til interesseret i at vide, om jeg så mig selv som en leder. Det kunne jeg måske nok. Men jeg kunne også godt tænke mig at kende betingelserne.

I starten af 2015 var min chef til et møde på Christiansborg med Pernille Rosenkranz-Theil. En af mine kolleger var sendt på lederkursus, sammen med lederen af rengøringsafdelingen. Bagefter var der blandt mine kolleger meget snak om de nye socialdemokrater.

Jeg læste på Facebook, at Zenia Stampe søgte hjælpere til sin valgkamp. Jeg kontaktede Zenia. Hun henviste mig til sin kampagneleder Mette Nord. Efter at have kontaktet hende, var jeg medlem af Zenias kampagne.

På sygehuset var stemningen vendt. Min nærmeste kollega i vikarkorpset var blevet tilbud en fastansættelse; men havde sagt nej og startet på en uddannelse. Nu bad chefen mig om at holde mig klar til at søge, når der blev opslået en stilling.

En dag kom chefen cyklende ned ad sygehusgangen. Han virkede oprørt. Bagefter skulle jeg ind på hans kontor for at blive præsenteret for forskellige fejl. Senere blev jeg i frokoststuen beskyldt for ikke at have betalt til avisordningen, som de nu blev nødt til at afskaffe.

Af de fejl, som jeg blev præsenteret for, var jeg skyld i én. I en afdeling var de holdt op med at pakke kontorartikler ud, når vi kom med dem. Derfor var der ikke mere plads på printerbordet, hvor jeg var vant til at stille de bestilte varer.

Derfor havde jeg stillet en kasse med kontorartikler på hjørnet af en vask. Da jeg hørte det, lovede jeg at gå over og tale med hende, der bestilte kontorartiklerne om, hvad vi gjorde fremover. Medarbejderen, der havde været på lederkurset, ville med. Det var jeg bagefter ked af. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle være en del af Centraldepotets tæskehold.

I en periode havde der været nogle jokes omkring handicappede børn. Det tog jeg relativt afslappet, indtil rengøringslederen blandede sig. Jeg gik ned på hans kontor og konfronterede ham med det. Lidt senere ville han have mig til at stå frem for mit eget team og sige det til dem. Men jeg mente ikke, at han skulle blande sig i interne jokes på depotet.

En dag i marts mødte jeg Maria. Det virkede som om, hun måske alligevel ikke var så uinteresseret i at mødes med mig. De kommende dage forsøgte medarbejderne på centraldepotet at holde mig dér. En vikar, der havde været der i flere perioder, kom tilbage.

Hun var ikke tilfreds med den måde, at arbejdet var arrangeret på. Det var sådan, at der var to medarbejdere, der skulle lægge tingene på plads på afdelingerne. Her havde jeg fordelt arbejdet sådan. At vi hurtigt fik fyldt nogle vogne til én af de fire bygninger, der udgjorde de store afdelinger på sygehuset.

To af ugedagene var det den ene medarbejder, der gik først ud, og den anden blev på depotet indtil alle vogne var pakket til den ene bygning. To andre dage gik denne medarbejder først ud og den anden blev på depotet først på dagen. Jeg havde arrangeret arbejdet sådan, fordi det var mest praktisk og fordi nogle af medarbejderne gerne ville være sammen med deres kolleger, mens de arbejdede.

Nu forklarede jeg Rikke, som hun hed, systemet. Hun var stadigt ikke tilfreds. Derfor accepterede jeg, at hun selv begyndte at pakke vogne til de afdelinger, hvor hun skulle over senere, mens de andre medarbejdere pakkede videre til de afdelinger, hvor jeg den dag gik over og startede med at lægge ud.

Kort tid efter måtte jeg konstatere, at der ikke kom flere vogne til min afdeling. Jeg gik tilbage og så, at mit team var i fuld gang med at arbejde for Rikke; mens pakkelisterne til mine afdelingen stadigt lå der. Derfor valgte jeg at tage hjem.

Få dage tidligere havde tillidsmanden tegnet hagekors i én af de to aviser, som vi købte sammen. Jeg spurgte om, hvem der havde gjort det; men fik at vide, at det da var sjovt.

Jeg gik til min chef og fortalte, at vi alle kan have forskellige meninger; men at jeg ikke ville betale for aviser, hvis mine kolleger overmalede dem med hagekors. Så viste jeg ham de to billeder, hvor hagekorsene var malet. Det første var af tre mistænkte terrorister. Jeg fortalte, at jeg heller ikke kunne lide de tre mænd; men at det var forkert at lave hagekors i hjørnet af billederne.

Det andet billede var fra Gaza-striben, hvor den israelske hær havde bombet en boligblok og lagt den i ruiner. Jeg har ingen forståelse for, at man kan tegne et hagekors på et billede af et barn, der står ved siden af en bygning, der er lagt i ruiner.

Da jeg var hjemme den sidste dag, ringede jeg til mit vikarbureau, og bad dem om at ringe til Rikke for at fortælle, at jeg var taget hjem.

Jeg var blevet konfronteret med, at jeg havde stillet en kasse med kontorartikler på hjørnet af en vask. Derfor fortalte jeg min chefs leder om betydeligt mere graverende fejl på depotet. Det har senere medført en forfremmelse af min chef.

Centraldepotet på Roskilde Sygehus har et stort tab på varer, hvor registeringen er blevet smidt i skraldespanden, selv om papirerne var der og kunne registres på en weekend. Det var fra perioden før, jeg begyndte at koordinere det daglige arbejde.

To måneder senere, ringede Mette Nord. Jeg skulle møde op på Roskilde Station. Valget var i gang. Kort forinden havde jeg set Zenia i en drøm. Det var idet samme klare lys, som jeg havde set tidligere, da jeg mødte tre unge mennesker fra KFS.

Jeg var glad for at møde Zenia. Og efter at vi havde sat nogle få plakater op i Roskilde, tog jeg sammen med Zenias mand, Martin, til Holbæk og satte plakater op dér.

De næste dage koordinerede jeg med Mette, hvor jeg skulle sætte de næste plakater op. Det begyndte at svinde i stakken, så jeg blev lidt betænkelig, da der kom en ny stor ladning af plakater.

Tidligt i valgkampen blev jeg kontaktet af formanden for lokalforeningen i Næstved. Hun fortalte mig, at vi skulle dele flyers ud på Næstved Station. Jeg blev tilsagt til at møde kl. 7. Kl. lidt i 7 stod jeg på Næstved Station. Jeg havde nogle få flyers med. Men det kunne jo være lige meget. Jeg regnede med, at medlemmerne fra Næstved ville have flyers med.

Lidt over 7 kunne jeg se, at der ikke kom nogle medlemmer fra Næstved. Jeg begyndte at dele flyers ud og et par timer senere fortsatte jeg med at hænge plakater op.

Få dage senere var der valkampagne på torvet i Næstved, hvor partierne havde stillet boder op. Her blev jeg mødt af et medlem, som viste mig, hvor vi skulle være. Jeg var sammen med Zenia og Martin noget af tiden. Men jeg brugte også noget tid på at gå om på sidegader og delte flyers ud dér.

Midt på eftermiddagen gik jeg om på en sidegade. Jeg fortalte ham, der stod for arrangementet, hvor jeg gik hen. Det gik godt med uddelingen. Men nu kunne jeg se, at tidspunktet for den officielle afslutning af arrangementet nærmede sig.

Jeg gik om mod den radikale bod. Men da jeg nærmede mig, kunne jeg se, at alt var pakket sammen, og Zenia og Martin var kørt. Jeg blev fortvivlet og sagde højt:”Det er min folketingskandidat.”. Nogle venstrefolk kom hen og tilbød mig slik. Det afslog jeg. Arrangøren gik med mig om mod Rådhuset. Jeg gav ham et knus som afsked.

Efter at have ytret min utilfredshed til Zenia, fortsatte arbejdet. Der var stadig plakater, der skulle hænges op. Og der var flyers, der skulle deles ud. Jeg pressede på for at få hjælp nogle dage. Jeg syntes, at det var ved at være en ensom post. Jeg kunne godt lide at komme tilbage til hovedkvarteret i Roskilde hos Zenias far. Her var der som regel en masse unge mennesker fra Radikal Ungdom, der også hjalp Zenia i kampagnen.

Zenia var begejstret for min indsats og roste mig i lange skåltaler. Jeg ville hellere have brugt noget mere tid på at tale politik med Zenia. Men jeg vidste, at hun var presset. Der var kun 4 ugers valgkamp. Og det så ud til, at Radikale Venstre ville miste et mandat i Sjællands Storkreds.

Jeg fulgte med i de debatter, som Zenia deltog i og jeg følte stadig, at jeg havde masser af energi til min del af arbejdet. Martin var barnepige de fleste af dagene under valgkampen. Det var jeg glad for. Det gav altid nogle gnidninger, når Martin kom på banen. Jeg havde allerede aftalt med Mette, hvad jeg skulle lave. Og jeg forstod ikke Martins måde at lede på.

En dag skulle vi til fotoshooting i Næstved. Her fortalte Zenia, at det var Martin, der styrede arrangementet. Vi hængte nogle plakater op i den ene ende af byen. Så tog vi ud i den anden ende og holdt ind på en parkeringsplads. Så var der en journalist og en fotograf, der gik sammen med Zenia og hendes far over på den anden side af et vejkryds.

Lige pludseligt var Martin også væk. Jeg manglede stadigt at hænge plakater op i Korsør og en del af Skælskør, så jeg blev enig med mig selv om, at det her kunne jeg ikke vente på. Så jeg begav mig på vej mod Skælskør. Kort efter ringede Mette. Men jeg var fast besluttet på at komme videre med mit arbejde.

Efterhånden var der kun få plakater tilbage. Jeg tog til forskellige byer og delte flyers ud, mest i kvarterer med ungdomsboliger. Temaet var:”Jeg tør kæmpe mod Danske Folkeparti.” Derfor blev jeg ked af det, at jeg så en avisartikel, hvor Zenia kunne fortælle, at hun egentligt ikke mente det så alvorligt for én af hendes bedste venner på Christiansborg var Søren Espersen fra Dansk Folkeparti. Den information kunne hun godt have ventet med til efter valget.

Jeg forstod måske mere, at Zenia i en anden artikel pegede på Pia Kjærsgaard, lederen af Dansk Folkeparti, som den person, som hun sammenlignede sig mest med. Det kunne misforstås. Men her handlede det mere om persontypen end om politik og holdninger.

Mod slutningen af valgkampen skete der en gravskænding på den muslimske gravplads i Brøndby. Jeg besluttede mig for at komme til mindehøjtidligheden, der var annonceret i en af de landsdækkende aviser.

Jeg kom i god tid og blev vel modtaget. Jeg havde medlidenhed med de mennesker, hvor mennesker havde ødelagt det sted, hvor de kunne komme og mindes de kære, som de havde mistet.

Mindehøjtideligheden gav mig også mulighed for at møde Sofie Carsten Nielsen. Jeg havde få dage forinden nævnt Sofie, som den person, som jeg så som den kommende politiske leder for Radikale Venstre.

Samtidigt så jeg for første gang Pernille Skipper, leder af Enhedslisten, i levende live.

Jeg har tidligere sendt blomster til Pernille i Folketinget i håb om at komme på date med hende. Det er desværre ikke lykkedes. Til gengæld har Pernille været en god hjælp i forbindelse med en juridisk vejledning i forhold til noget snyd, der foregik på min tidligere arbejdsplads, Landboforeningen Gefion.

Her havde en direktør, en formand og en vicedirektør snydt en stor del af medlemmerne ved at fakturere dem for arbejde, som ikke var udført. Jeg frygtede på et tidspunkt for den rolle, som jeg selv havde i snyderiet. Få måneder før min fratræden havde jeg afskaffet en procedurer for mine egne kunders vedkommende, hvor vi skrev ekstra timer på. Og kolleger var ved at følge efter.

Desværre var jeg ved at få fingrene i klemme i forbindelse med en lovet forfremmelse. Ledelsen var ved at smadre samarbejdet med mine kunder. De skrev timer på regninger, hvor jeg i samarbejde med kunden havde fundet måder, hvor vi kunne spare tid i bogføringen og i regnskabsopgørelsen. Nu blev regningen bare dyrere.

Få dage før valget fik jeg at vide, at Zenia havde fået et møde aflyst men i stedet skulle deltage i en paneldebat i Stormoskeen på Østerbro i København. Jeg ville gerne ind og se Stormoskeen.

Zenia medvirkede i en debat i Vordingborg aftenen i forvejen. Her havde Zenia stor omsorg for den flinke venstremand, der var blevet syg; men alligevel var dukket op som tilskuer til mødet. Pernille Rosenkranz-Theil fra de nye socialdemokrater, var også med i panelet.

Efter mødet spurgte jeg Zenia og Martin om, hvor Stormoskeen lå. Det fortalte Martin. Og Zenia fortalte, at hun og Martin boede lige i nærheden.

Under mødet i Stormoskeen rejste en ung mand sig op og især henvendt til Øzlem Cekic, dengang fra SF, spugte han, hvorfor vi kunne tillade at håne profeten. Lederne i moskeen fik bragt ham til ro.

Øzlem havde dengang et koncept, der hed dialogkaffe. Jeg har spurgt Øzlem, om jeg måtte komme til dialogkaffe. Det har hun afvist. Til gengæld anbefalede hun mig at tage til møde med SF på Christiansborg.

Efter mødet gik jeg hen til den unge mand og fortalte ham, at det ikke var sikkert, at dem der sad i panelet vidste, hvad det ville sige at have en religion. Det handler om, hvad vi betragter som den højeste autoritet. Samtidigt kunne jeg fortælle ham, at jeg også var imod, at mohammedtegningerne er blevet bragt. Det er lovligt; men moralsk forkert.

Senere kom en af lederne forbi og sagde til mig:”Det er ligesom at pege på den tykke dame i bussen. Du har sagt. Der er den tykke dame.”

Bagefter var der lagt op til, at Zenia og holdet kunne få en rundvisning i moskeen. Jeg gik hen mod Zenia og Martin og barnepigen stødte til. Så overbeviste Martin Zenia om, at det ville blive for sent, hvis vi skulle se moskeen.

Så fortalte Martin mig, at det var ærgerligt, at de ikke vidste, at jeg kom. For nu var der allerede lavet mad, og der var ikke mad nok. Jeg tog hjem; men var vred. Jeg havde håbet at blive inviteret; men accepterede også, at det var der ikke blevet talt om. Derfor kunne jeg ikke forvente at blive inviteret.

Den måde, som Martin gjorde det på, betyder slet og ret:”Du er ikke velkommen.” Martin og Zenia havde aftenen i forvejen fået at vide, at jeg ville komme til mødet.

På det tidspunkt havde jeg brugt omkring 150 timer på Zenias Kampagne.

På valgaftenen var vi samlet, Zenias Kampagne. Det endte som en fest. Stemningen var alligevel mat, idet Radikale Venstre fik en markant tilbagegang ved valget i 2015.

Ved valget i 2015 fik Zenia Stampe et klart mandat i Sjælland Storkreds. Hun fik omkring 4500 personlige stemmer, mens Emrah Tuncer og Rasmus Helveg Petersen fik omkring 1100.

Da jeg blev indbudt til valgfesten, sagde jeg, at jeg ville komme, hvis Martin ikke havde noget imod det. Jeg fik at vide, at det var Zenias fest, og at jeg var velkommen.

Ved valgfesten savnede jeg de unge fra Radikal Ungdom. Der var også nogle til stede, som jeg overhovedet ikke havde set i valgkampen. På et tidpunkt fortalte jeg, at de fleste, som jeg havde arbejdet sammen med på Roskilde Sygehus, stemte på Dansk Folkeparti. Zenia lukkede af, og vi begyndte at tale om, hvordan Martin Henriksen og andre navngivne politikere var rent privat.

Det behov, som jeg mest følte, at jeg havde på det tidspunkt, var at tale med Zenia. Det blev ikke indfriet.

Zenia fortalte, at hun ville kæmpe for dem, der havde hjulpet hende under valgkampen.

Zenia lovede også under valgkampen at hjælpe mig i arbejde. Det er endt som en forbandelse. Zenias Kampagne sluttede for mit vedkommende først den 5. juni 2019, efter det næste folketingsvalg.

Jeg havde også kørt så mange kilometer i min bil og kilometerstanden nærmede sig de næste 10.000. Jeg var ved at indse, at Zenias Kampagne nok havde kostet mig min bil. Valgkampen i 2015 endte med at koste mig 12.000- kr. Zenia tilbød mig 2000- kr., hvilket jeg sagde nej til.

Mette kontaktede mig og fortalte, at der var lavet en aftale om, at vi kun skulle tage plakater ned i Roskilde. Vi var nogle stykker, der samledes og gik i gang. Bagefter spiste vi frokost hos Zenias far. Her var det især familien, der var samlet.

Da vi gik udenfor, kom Zenia hen og gav mig et knus, hvor vores kinder mødtes. Bagefter føler jeg, at Zenia reelt efterlod mig på gaden.

Arbejdet med at tage plakater ned var imidlertid ikke færdigt. Med få dages mellemrum blev jeg ringet op og fik at vide, “at nu kunne jeg godt komme og hente mine grimme plakater”.

Derfor måtte jeg igen i gang med, at tage rundt og tage plakater ned. Jeg fik hjælp af et handicappet medlem, der hedder Lasse. Vi kørte rundt et par dage i hans handicapbil. Det var rart ikke at skulle være alene efter, at jeg troede, at arbejdet var færdigt.

Den sidste dag kom Zenias far ud og hilste på mig. Det endte med, at jeg blev inviteret ind. Vi sad og så lidt fjernsyn. Og Birger sagde:”Tak fordi du har hjulpet min datter.”

På vej hjem kunne jeg se, at der stadig hang en del plakater med Rasmus Helveg Petersen og Emrah Tuncer ude i den ende af Holbæk, hvor campingpladsen lå. Jeg kontaktede den lokale formand i Holbæk. Han kunne fortælle mig, at der ikke hang flere plakater med Rasmus og at han ikke havde noget med Emrahs plakater at gøre.

Jeg kunne dog ikke få mig selv til at lade plakaterne hænge. Så kort tid efter havde jeg flere hundrede plakater med Rasmus og lidt over 100 med Emrah og nogle få fra en tredie kandidat liggende i mit fortelt på campingpladsen. Jeg kontaktede formanden igen, der godt irriteret lod mig aflevere plakaterne på et lager i Holbæk.

Den anden formand, der havde sagt, at jeg havde nogle grimme plakater, havde trods alt fået sin lokalforening til at hente en del af plakaterne i hans område.

Efter valget følte jeg mig i et vakuum. Jeg begyndte at lave et forlæg til en bog. Og jeg gik med tanken om at lave en børnefestival i Holbæk. Her fandt jeg et logo på en hjemmeside, der sælger billeder online. Jeg brugte nogle dage på en mailkorrespondance med firmaet. Det endte med, at jeg fik sendt en fil med det billede, som jeg gerne ville have som logo.

Jeg bestemte mig for, at annoncere i lokalavisen. Og jeg havde sat en annonce op. Det gav ballade. Avisen fortalte mig, at det kunne koste avisen 10.000- kr., hvis jeg ikke sendte min mailkorrespondance til dem.

Det ville jeg ikke. Jeg kunne stå inde for, at jeg havde tilladelse til at bruge det billede, som var i annoncen. Så fik jeg en korrektur. I 11. time opdagede jeg, at de havde sat annoncen op med mit logo på side 1; men havde tænkt sig at bringe en annonce på side 2 med en stor grov giraf som logo. Jeg opdagede, at formanden for lokalforeningen i Radikale Venstre i Holbæk var ansat på avisen.

Kort efter så jeg, at der var et møde i Køge, hvor Zenia ville komme og fortælle om Radikale Venstres historie. Det var annonceret, at der var begrænset deltagerantal; men at deltagerne blev valgt efter først-til-mølle-princippet. Alle medlemmer i Sjællands Storkreds kunne melde sig.

Jeg havde ikke mere end nået at melde mig, før jeg blev kontaktet af Radikale Venstres formand, Svend Thorhauge. Han fortalte, at jeg ikke kunne deltage i det møde, som jeg havde meldt mig til. Det var begrænset til de medlemmer, som lokalformanden ville sende af sted. Annoncen blev ændret den efterfølgende dag.


Valget medførte, at jeg fik en del nye venner på Facebook. Det var jeg utroligt glad for i starten. Jeg nåede bare aldrig at vænne mig til, at velmenende debatindlæg i emner, som jeg interesserer mig for, i flere og flere tilfælde blev mødt med negative personlige kommentarer, der blev grovere og grovere i deres karakter.

Jeg har i flere trin besluttet, at jeg ikke vil have politikervenner på min private Facebook profil. Jeg plejer i langt de fleste tilfælde at komme med positive kommentarer til mine venner. Og jeg får i langt de fleste tilfælde også positive kommentarer tilbage. Derfor har jeg dd. kun et medlem af mit parti tilbage som ven på Facebook.

I slutningen af 2015 blev jeg inviteret til et møde på Christiansborg startende med en rundvisning. Her fortalte Svend Thorhauge, at Radikale Venstre er stiftet for at give en stemme til dem, der ingen stemme har. Det har jeg tænkt meget over siden.

Martin Lidegaard kom med et interessant indlæg, der satte krigen i Syrien i perspektiv. Bagefter var der forskellige oplæg fra organisationsfolk. Jeg havde egentligt tænkt mig, at gå til en efterfølgende workshop, der handlede om kampagner. Men jeg stod af, da oplægsholderen fortalte, at det der med at tage ud og sætte plakater op, er intet værd. Det, der tæller, er at lave kampagner.

Jeg havde sat omkring 1000 plakater op. Det var intet værd.

Kort efter var der Nytårsstævne. Jeg kontaktede en anden af oplægsholderne og spurgte, om jeg kunne få et lift. Det endte med, at jeg fik et lift fra Høje Taastrup.

Dengang legede jeg med tarotkort. Men jeg lavede også en gang imellem sedler, hvor jeg bad de højere magter om svar på forskellige ting. Jeg havde fået en profeti af en clairvoyant, hvor jeg troede, at Pernille Skipper ville blive min kommende partner. Nu var jeg overbevist om, at det ikke blev hende.

Derfor skrev jeg nogle navne på nogle sedler over kvinder, som jeg kunne se som potentielle partnere. De to første kvinder, som jeg trak, var to kvinder af tyrkisk afstamning, som jeg kendte fra Facebook. Den tredje, som jeg trak, var Karen Melchior. Jeg vidste godt lidt om, hvem Karen var, og vidste, at hun havde været folketingskandidat for Radikale Venstre ved valget i 2015.

Karen stod for en EU-workshop forud for Nytårsstævnet. Her var Lotte Rod og Jens Rohde også til stede. Radikale Venstre havde sammen med de andre EU-venlige partier tabt afstemningen om at fjerne en række forbehold i forhold til EU-Traktaten.

Jeg mente, at Radikale Venstre havde skudt sig selv i foden ved at aftale med de andre partier, at vi ikke talte flygtninge i EU-kampagnen. I 2015 kom der over 20.000 flygtninge til Danmark. Ved en fælles EU-fordeling ville der være kommet ca. 5.500. Jeg ved ikke, hvor mange flygtninge, Danmark kan integrere. Men skeptikerne af Radikale Venstres flygtinge- og indvandrerpolitik har, som konsekvens af deres holdning accepteret, at der kom 14.500 flere end ved den fordeling, der blev foreslået.

Mødet om lørdagen handlede også om indvandring. Der var flere interessante indlæg.

Før Nytårsstævnet havde jeg set, at én af Zenias følgere, var kommet med et temmelig grovkornet angreb. Det gjorde jeg opmærksom på i forummet Radikal Debat på Facebook. Jeg havde på fornemmelsen, at Zenia havde det dårligt. Derfor var jeg glad for at se Zenia på Nytårsstævnet.

Ved middagen lørdag aften satte jeg mig sammen med medlemmerne fra Region Sjælland. Jeg fik en øl af Martin, Zenias mand. Da vi skulle til at gå fra bordet, spurgte formanden fra Næstved, om jeg ville gå med Jerry (et andet medlem fra Næstved) eller om jeg ville gå med hende i Stjernebar, der er en bar i kælderen på Hotel Nyborg Strand.

Jeg valgte at gå med i Stjernebar. Her fik jeg en øl og fik at vide, at jeg måske kunne blive stillet op til det kommende folketingsvalg sammen med Zenia. Det ville jeg gerne tale lidt mere med hende om. Så jeg gav signal til, at vi kunne sætte os hen ved et bord.

Jeg fik at vide, at hun skulle tale med nogle andre medlemmer, så hun blev oppe ved baren. Da jeg havde siddet der lidt, kom nogle af folketingspolitikerne ned i baren, herunder Zenia og Sofie Carsten Nielsen.

Min chauffør havde en sort partner med. Sofie gik hen til den sorte partner. Han fik at vide, at han skulle give min chauffør en øl. For sådan gjorde man. Det er ligestilling på den radikale måde. Bagefter blev han spurgt, om han var medlem af Radikale Venstre. Herefter blev han sendt i seng.

Jeg gik op til baren. Her præsenterede Martin mig, som ham der havde været ude og sætte 1000 plakater op. Sofie begyndte at henvende sig til mig; men jeg følte nærmest, at jeg blev skubbet tilbage. Så jeg gik over og forsøgte at få min chauffør i tale. Hun stod i baren lidt tættere på indgangen.

Under samtalen følte jeg, at hun sagde til mig, at jeg lignede en hjemløs. Og hun sagde det på en måde, som jeg blev stødt over. Jeg gik i seng; men omkring midnat sendte jeg to SMS’er til hende, hvor jeg fortalte, at det ikke var i orden. Jeg fik det svar, at hun så ikke kunne være chauffør for mig hjem.

Jeg tog konsekvensen. Søndag lige før mødet skulle starte pakkede jeg mine ting og tog tilbage til Sjælland.

Min sponsor til min børnefestival var begyndt at sidde på mig. Jeg lovede en tandlæge, at hvis jeg ikke fik hende, ville jeg tage tilbage til Årby og afvikle det hele. Jeg tog tilbage til Årby i april 2016.

Kort efter mødet havde jeg lovet Karen Melchior at hjælpe hende til det kommende folketingsvalg.

I efteråret kom jeg i praktik på et par skoler i Kalundborg Kommune. Jeg håbede dog stadigt på, at Zenia også ville hjælpe mig med mit kommende job, som hun havde lovet.

Hen mod slutningen af 2016 var jeg i praktik på skole nr. 2. Her fik jeg et afslag på den faste stilling, som jeg havde søgt på skolen den dag, da praktikken blev aftalt. Det gav hurtigt nogle konflikter. Og da vejlederen fra kommunen ikke ville gå ind og mægle, måtte jeg afbryde min praktik.

Jeg var til Nytårsstævne. Her fandt jeg ud af, at Karen til kommunevalget i 2017 ville stille op til Borgerrepræsentationen i København. Den radikale gruppe skulle til valget bruge en ny spidskandidat. Her foreslog jeg Karen at stille op som spidskandidat.

Karen skulle have været til et EU-møde i Kalundborg. Det blev flyttet til Sydsjælland. Derfor tog jeg ned og fulgte mødet dernede.

Senere var jeg til et EU-møde hos Radikale Venstre i Hovedstaden. Her sad jeg og filmede med en kvinde i toget, som viste sig at være Beth Hart. Jeg tjekkede for en sikkerheds skyld Beths koncertprogram. Og ganske rigtigt havde hun to koncerter i Amager Bio, én samme aften og én aftenen efter. Det var den aften, jeg havde muligheden for at tage med Karen hjem. Men det var også den aften, jeg indså, at det ikke blev til et forhold mellem os.

Jeg blev inviteret til at deltage i de åbne bestyrelsesmøder i Radikale Venstre i Kalundborg. Her talte de valgkamp. Her arbejdede Jeppe Sørensen med et program, hvor skoler skulle sammenlægges. Min gamle praktikskole skulle f.eks. nedlægges og der skulle bygges en ny ved siden af en rundkørsel på én af de mest befærdede veje i Kalundborg Kommune.

Jeg var blevet opfordret til at stille op til kommunevalget. Men jeg måtte stille op på egen liste, da jeg gik ind for en mere decentralt styret skole og bevarelse af alle de nuværende skoler i kommunen. Jeg blev til et par møder rost for min skolepolitik; men i det officielle oplæg blev der kun flyttet kommaer.

I starten af 2017 fik jeg fri til at følge et kursus i webdesign. Betingelsen var, at jeg selv betalte for kurset og at jeg søgte minimum to stillinger om ugen. Kurset foregik i Odense. Og i godt to måneder boede jeg via AirBnB to eller tre dage i Odense og resten af tiden i Årby.

Undevejs tabte jeg en krone, mens jeg var i Odense. Jeg fandt en tandlæge dér. Ejeren gav mig hurtigt videre til en ung tandlæge, der hedder Cansu. Det blev til en forelskelse. Men situationen var også problematisk, da jeg ikke mere vidste, hvem der skulle sætte mig i arbejde.

Jeg fik kurset gratis. Det er Tietgenskolen i Odense, der har givet mig mit webdesignkursus. Og det er et område, som jeg selv føler, at jeg har et talent for.

I midten af 2017 følte jeg, at der fra flere forskellige sider blev lagt pres på, at jeg skulle gå ind i et forhold. Og da jeg af Kalundborg Kommune i maj 2017 fik fri til tandbehandling og jobsøgning i Odense, lukkede kommunen også kassen.

Jeg levede fra 1. maj til 31. august af 2500- kr., som jeg fik for en momsopgørelse og af en gave på 8000- kr. fra mine forældre. Jeppe Sørensen kom i mit hjem i starten af juni måned og hjalp min lejer med at flytte. Da havde jeg intet i køleskabet. De næste dage levede jeg af 200 g sukker, indtil en kunde forudbetalte sin momsopgørelse. Jeg nåede at faste 7 dage.

Fra midten af maj måned til 16. juni 2017 brugte jeg min tandlæge som livline. Jeg ville sikre mig, at der var nogen, som jeg var i kontakt med, hvis jeg skulle få problemer under min faste.

Den 16. juni var jeg til møde med ejeren af tandklinikken. Jeg havde et par gange tænkt på, om hun prøvede at tage mig tilbage. Der var også en behandling, hvor der var en klinikassistent, der forsøgte at sætte sig mellem mig og Cansu. Efter den 16. fik jeg at vide, at jeg ikke længere var velkommen i klinikken.

Sommeren brugte jeg til at overleve. Efteråret på kommunalpolitik. Jeg genindmeldte mig i Radikale Venstre nytårs aften til overgangen til 2018.

Perioden uden noget forsørgelsesgrundlag var et hårdt slag. Jeg søgte stadigt arbejde, som jeg havde gjort siden 2015. Jeg har flere gange appelleret til Zenia og Sofie om at hjælpe mig; men uden svar.

I starten af 2018 måtte jeg dog indse, at jeg ikke kunne beholde mit hus. Jeg fandt en bolig i Assens og søgte Kalundborg Kommune om hjælp til flytningen. Nu var der lige pludseligt en masse forbehold, for jeg kunne da også få hjælp til en bolig i Kalundborg.

Det ønskede jeg ikke. Jeg ønskede ikke at bo i en kommune, hvor både kommunens ansatte i jobcentret og hele kommunalbestyrelsen vidste, at jeg ikke havde fået penge i 3½ måned. Jeg gik hver dag ned på kommunen for at sikre mig, at de fik behandlet min ansøgning om flyttehjælp så tidligt, at jeg kunne flytte ind i den lejlighed, som jeg havde valgt.

Kommunen forsikrede mig om, at de havde fremskyndet sagsbehandlingen; men alligevel fik jeg svar den sidste dag i forhold til de officielle frister.

Før jeg flyttede til Assens bestemte jeg, at jeg ville besøge en prostitueret og have sex med hende. Inden da havde jeg set flere forsøg på at presse mig ind i et forhold. Derfor havde jeg bestemt, at hvis Assens Kommune forsøgte det samme, ville jeg selv vælge en kvinde, og lade hende vælge først, før jeg ville sige ja til et forhold, som kommunen valgte.

Jeg fandt en kvinde på nettet og kontaktede hende. Jeg var nervøs før mødet. Dels havde jeg aldrig betalt for sex før. Dels ville hun være den yngste kvinde, som jeg havde haft sex med. Mødet gik godt. Jeg mødte hende to gange mere; men kunne heller ikke denne gang forstå, at jeg ikke kunne vælge hende.

Da jeg kom til Assens, blev jeg indkaldt til 7 jobsamtaler på halvanden måned. Og jeg nåede så langt, at jeg var til 2. samtale omkring et job som ekstern bogholder. Jobcenter Assens reagerede ved at fremskynde et møde. Her blev jeg kaldt ind i et mødelokale, hvor vi sad og skændtes i resten af mødet.

Min jobkonsulent havde arrangeret, at jeg skulle arbejde gratis for kommunen i de næste måneder. Konsulenten endte mødet med at sige:”Så gå dog ud og find noget arbejde.” Det havde jeg måske også fået, hvis ikke jobcenteret havde prøvet at fastholde mig.

Kort forinden havde jeg skrevet til borgmester i Kalundborg Kommune og tidligere formand for Kommunernes Landsforening, Martin Damm, at jeg syntes, at de arrangerede deres nyttetjeneste bedre i Assens end Kalundborg. Desuden var det udstyr og værktøj, der var i orden, hvilket langt fra er tilfældet i Kalundborg Kommune.

Jeg kunne have fået 7 måneders nyttetjeneste, hvor de fleste får en måned. Efter dette møde, var min jobsøgning reelt gået i stå. Jeg fortalte om, at jeg havde besøgt en prostitueret. Og nu havde jeg besøgt hende for 2. gang.

Ved et møde i december fik jeg at vide, at kommunen ikke vidste, hvad de ville gøre i forhold til min jobsøgning. Der var en teamleder til stede ved møderne. Han ville se, om jeg havde dårlig samvittighed i forhold til, at jeg havde været sammen med en prostitueret.

Ved Radikale Venstres Landsmøde i 2018 blev jeg budt velkommen af Radikal Ungdom. Efter Landsmødet lavede jeg et politisk program, der hedder:”Miljø handler også om det miljø, du er i.”

Formanden sagde ja til, at Radikal Ungdom ville arbejde videre med programmet. Derfor præsenterede jeg det også for en række NGO’er og nogle få erhvervsorganisationer. Om mit program har haft en indflydelse, kan jeg ikke garantere; men Radikale Venstre steg lige pludseligt fra ca. 6,8% i meningsmålingerne til ca. 9,1%.

De fik først momentum igen i den sidste periode op til valget i 2019.

Efter det prøvede jeg at blive opstillet til det kommende folketingsvalg. Jeg kunne forestille mig enten at blive stillet op i Randers eller på Fyn, hvor jeg boede. Da det i første omgang ikke så ud til, at jeg kunne blive opstillet i Randers, begyndte jeg at skrive rundt til landets formænd. Jeg hørte meget lidt. Og var klar til at tage til Nytårsstævne i begyndelsen af 2019.

Efter Nytårsstævnet havde jeg et skriveri med formanden, Svend Thorhauge, der endte med, at har anbefalede mig at gå til lægen. Jeg fortalte formændene at jeg havde tænkt mig, at gå ind i et forhold med en prostitueret og det, at Svend Thorhauge havde forsøgt at stille mig en diagnose var en afbrydelse af vores samarbejde.

Lige pludseligt var al mailkorrespondance afbrudt bort set fra nogle få folketingspolitikere.

Kort forinden havde Svend taget næstformanden Bitten Schjødt Kjær med i vores korrespondance. Og jeg var overbevist om, at de gerne ville have mig til Nordjylland. Jeg tog til Aalborg og så på en lejlighed, som jeg fik mundtligt tilsagn om, at jeg kunne få. Jeg besøgte den prostituerede endnu en gang og forsøgte at få hende til at flytte med mig til Aalborg.

Da jeg så ville hente nøglen til min nye lejlighed, fandt jeg ud af, at boligselskabet ikke ville stå ved deres aftale. Jeg stod på gaden ude i Aalborg Øst og skulle finde et sted at overnatte. Det blev på et natherberg, hvor jeg overnattede i en måned. Jeg fandt en lejlighed ca. 800 meter fra den lejlighed, som jeg først havde set på. Og jeg havde et håb om at kunne blive opstillet til Folketinget i Aalborg.

Da jeg fandt ud af, at jeg var blevet snydt, kontaktede jeg Bitten. Jeg hørte ikke noget, før jeg så hende ved generalforsamlingen i Aalborg.

Ved generalforsamlingen var der en ældre kvinde, der satte sig hen til mig. Hun gav mig en brochure og fortalte mig, at vi støtter Læger uden Grænser. Jeg vidste ikke, hvem vi var; men jeg blev da tilbud at komme og lære, hvordan en folketingskampagne foregik af en lokal kandidat, der er læge.

Jeg sluttede med at fortælle, at jeg havde lovet at hjælpe Karen Melchior og jeg havde tænkt mig at dele brochurer ud i Aalborg. Jeg kontaktede Karen og fortalte, at jeg kunne dele brochurer ud til og med den 20. maj, hvor jeg havde en aftale med en Domina i København.

Jeg nåede at dele ca. 4500 brochurer ud i Aalborg og Nørre Sundby. Jeg mødte Karen i toget på vej til min Domina. Og Karen blev valgt til EU-Parlamentet.

Inden da, havde der været et Foreningstræf i Nyborg. Jeg ville gerne være med. Og klog af skade kontaktede jeg ham, der stod som formand for lokalforeningen i Aalborg. Han støttede mig i mit ønske om at deltage i Foreningstræf.

Da jeg havde meldt mig, fik jeg i første omgang at vide, at jeg havde løjet omkring, at jeg først havde kontaktet lokalformanden. Jeg dokumenterede, at den person , som jeg havde kontaktet, stod som formand på hjemmesiden. Senere fandt jeg ud af, at han var regionsformanden.

Da det ikke lykkedes at afvise mig på den måde, blev jeg kontaktet af Svend, der fortalte mig, at jeg ikke kunne komme, da folk blev indignerede af min tilstedeværelse. Jeg fortalte, at jeg godt kunne forstå, hvis nogle blev bange efter den behandling, som jeg havde fået efter valget i 2015.

Temaet for mødet var konfliktløsning. Jeg forstår godt, at det er lettest at løse konflikter med de mennesker, som vi er enige med. Men det er vel næppe et kursus værd. Jeg og Svend Thorhauge stod midt i en stor konflikt, som jeg gerne ville give mit bidrag til at løse. Men udelukkelse er jo netop et tegn på en manglende vilje til at løse en konflikt.

Op til valget gjorde jeg et desparat forsøg på at blive opstillet. Nu var jeg på vej tilbage til Hovedstaden og forhåbentligt min drømmekvinde og mit drømmejob.

Jeg flyttede til Hovedstaden den 31. maj 2019 og ad omveje fik jeg kontakt med en Domina, som inviterede mig til Næstved den 1. oktober. Jeg var til et møde med hende den 26. september. Her aftalte vi, at jeg skulle finde et midlertidigt sted at bo. Så ville hun sende bud efter mig.

Vi aftalte også, at jeg skulle bidrage med 3000- kr. til huslejen fra og med oktober måned. Jeg fandt et sted at bo den første uge og nåede også at betale min husleje. Men så fik Domina kolde fødder. Jeg måtte igen overnatte på et natherberg, før jeg flyttede ind i en lejlighed den 13. november 2019.

Jeg kunne se, at Radikale Venstre arrangerede et kampagnetræf i Nyborg. Jeg kontaktede lokalformanden i Næstved og fortalte, at jeg gerne ville deltage. Jeg deltog uden at høre noget fra formanden.

Arrangementet henvendte sig primært til medlemmer, der kunne tænke sig at stille op til kommunalvalget eller regionsvalget i 2021. Under arrangementet fortalte Kathrine Olldag, at der ville komme en ny formand i Næstved og at hun var med til mødet. Jeg blev siddende, men mødte den udpegede person til frokosten.

Ved mødet blev vi opfordret til at overveje, om vi ville stille op til kommunevalget eller regionsvalget i 2021 og de enkelte foreninger skulle indsende deres program i midten af december 2020.

Jeg skrev til Sif, der var kampagneleder og leder af Kampagnetræf sammen med Svend Thorhauge, at jeg ikke havde tænkt mig at stille op til kommune- eller regionsvalget i 2021. Men samtidigt vil jeg gerne præsentere et program, hvor jeg arbejder for bedre vilkår for de prostituerede i Danmark og hvor hjemløshed bliver afskaffet.

Kort tid efter fortalte jeg det, til hende, der var blevet præsenteret som den nye formand sammen med et forslag til, hvordan vi reducerer hjemløshed i Næstved.

Kort tid efter fik jeg tilsagn om sponsorstøtte fra en kendt kulturpersonlighed. Derfor bestilte jeg en stak brochurer efter det forlæg, som jeg havde sendt til Sif.

På det tidspunkt var det mest BDSM-verdenen, som jeg bevægede mig i, når det gjaldt min sexualitet. Jeg har været meget optaget af kønsroller og ligestilling. Og jeg følte, at kontakten med professionelle Dominaer stiller nogle væsentlige spørgsmål i forhold til, hvordan vi opfatter kønene og mænds og kvinders sexualitet.

Det skrev jeg nogle indlæg om på medlemsplatformen “Radikal Debat”. Kort tid efter fik jeg at vide, at jeg ville blive udelukket fra medlemsplatformen, fordi der var nogle, der havde klaget over mine indlæg. Jeg mangler kvalificerede kommentarer til mine indlæg. Det er det eneste, der kan overbevise mig om, at mine synspunkter er forkerte.

Samtidigt må jeg konstatere, at der er et andet medlem, der har skrevet flere indlæg end jeg, uden at blive udelukket.

Eftersom der ikke var nogen forbehold i forhold til min kampagne, begyndte jeg at dele mine brochurer. Og selv om det egentligt er mod den gamle formands vilje, har jeg uddelt 10.000 brochurer med min kampagne, ca 50 på Istedgade i København ved Mændenes Hjem og resten til husstande i Næstved By.

Lige nu har jeg lovet nogle hjemløse og et fællesskab af professionelle Dominaer at søge at blive opstillet til næste folketingsvalg. Jeg er en traditionel socialliberal profil og har fundet en stor mental styrke og en stor indsigt i, hvordan samfundet fungerer ud fra de oplevelser, som jeg har fået.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Please reload

Please Wait