Vi skal bevare de egnede boliger

Ghettodannelse skaber marginalisering i samfundet. Og områder med et stort antal marginaliserede borgere, skaber også grobund for radikale grupper, der forsøger at omstyrte vores samfund med vold og hærværk. Derfor er det i alles interesse, at vi ikke får boligområder, hvor et stort antal mennesker er udelukket fra et almindeligt samfundsliv.

Vollsmose blev oprindeligt bygget som gode boliger til den stigende middelklasse. Det viste sig imidlertid, at de mere velstillede borgere fortrak andre boligformer end et karrébyggeri i udkanten af Odense. Derfor begyndte Odense Kommune at anvise tomme lejligheder til kontanthjælpsmodtagere, der stod uden bolig. Et stort antal af disse borgere var af udenlandsk herkomst.

Derfor har kommunen haft en stor indflydelse på ghettodannelsen. Andre kommuner har også stor indflydelse på, hvor borgere udenfor arbejdsmarkedet skal bo. I Herlev Kommune skal kommunen have underretning om nye beboere i almene boliger. Og kommunen har ret til at anvise et stort antal nye lejere til bestemte afdelinger i den almene sektor.

Jeg henvendte mig for nogle år siden til Bo-Vest for at få at vide, om jeg kunne få en lejlighed i Mjølnerparken. Jeg var i arbejde og kunne være én af de personer, der kunne forandre Mjølnerparken til et blandet boligområde.

Det svar, som jeg fik var, at ingen ville bo i Mjølnerparken og at der i øvrigt var mindst 3 års ventetid på at få en bolig. Siden har Københavns Kommune fortsat hjulpet mennesker udenfor arbejdsmarkedet til en bolig dér.

Jeg mener ikke, at etnicitet eller religion kan bruges som kriterie for, om et boligområde er en ghetto. En ghetto er et boligområde med overrepræsentation af fattige udenfor arbejdsmarkedet. Danskere i udlandet bor også i enklaver. De vil nok have sig frabedt, at deres boligområde betegnes som en ghetto.

Personer, der går og laver hærværk i bestemte boligområder og møder andre med trusler og vold, skal fjernes fra områderne. De skal straffes efter gældende lovgivning og boligselskabet skal have mulighed for at udelukke dem fra at leje en lejlighed i en fastsat karensperiode.

Andre lejere skal ikke forfølges af myndighederne; men boligselskaberne skal have mulighed for at tilbyde dem en bolig i en anden afdeling af boligselskabet inden for et afgrænset geografisk område.

Samtidigt skal boligselskaberne have mulighed for at give fortrinsret til ansøgere, der er i arbejde. Kommunens anvisningsret skal begrænses, sådan at kontanthjælpsmodtagere spredes ud over flere afdelinger. Derfor vil der være afdelinger, hvor antallet af kontanthjælpsmodtagere stiger, og afdelinger hvor de falder. Boligstøtten skal indrettes, sådan at denne fordeling kan ske i praksis.

Den nuværende regering har sat nogle ambitiøse klimamål. Og vi er ved at bevæge og fra brug-og-smid-væk-samfundet til et samfund, hvor bæredygtighed er afgørende for, at vi kan klare fremtidens klimaudfordringer.

Men samtidigt er den nye løsning på udfordringer i udsatte boligområder at rive boliger ned. Resultatet kan meget vel være, at vi mister gode og egnede boliger i Hovedstadsområdet og at udsatte borgere i stedet finder en bolig i Lolland Kommune, der reelt er uegnet til beboelse.

Udvikling på Lolland kunne være at rive boliger ned der og erstatte dem med nye almene boliger, der kunne gøre det attraktivt at bo og arbejde dér. Udvikling i Hovedstaden kunne være at bevare gode almene boliger, sådan at personer, der ønsker at bo og arbejde i Hovedstaden har mulighed for det.

At sende udsatte borgere fra Hovedstaden på en måde, så de kommer til ufrivilligt at bo på Lolland i dårlige boliger er ingen løsning. Det vil blot give mere udligning, hvor der sendes penge med de borgere, der føler sig presset til at flytte.

I følge Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område §5, skal almene boligselskaber underrette kommunen, når en borger udsætningstruet. I følge en undersøgelse fra Ankestyrelsen udgøres de udsætningstruede af:

  • 40% børnefamiler
  • 30% enlige, der i forvejen har en social sag hos kommunen

Det betyder, at kommunen i forvejen har kontakt med 70% af de udsætningstruede.

Får kommunen ikke underretning fra boligselskabet, får de underretning fra fogedretten. Undersøgelsen viser, at i langt de fleste sager, er kommunen blevet underrettet af det almene boligselskab inden for den fastsatte frist.

Det fremgår, at kommunen i de fleste sager konstaterer, at de ikke har fuldt oplysningsgrundlag i forhold til borgerens situation. I 83% af tilfældene sender de et standardbrev, hvor de oplyser borgeren om, at de ikke kan hjælpe, da de ikke har fuldt overblik over borgerens situation. I 17% af tilfældene lukker kommunen sagen internt, indtil borgeren eventuelt selv henvender sig.

Kommunen har i følge Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område en udvidet pligt til at undersøge lejerens behov, når de får underretning om, at lejeren er i huslejerestance og risikerer at miste sin bolig. Dette gælder både for børnefamilier og for enlige.

Kommunen har mulighed for at søge fuldmagt hos borgeren til at belyse hele borgerens situation. Det gælder ud over økonomiske oplysninger, helbredsoplysninger og private oplysninger, der er relevante for sagen.

Samtidigt har kommunen borgernes telefonnummer, hvis vedkommende i forvejen har en sag hos kommunen. Det vil sige, at kommunen har vidtgående muligheder for at komme i kontakt med borgeren og indsamle de oplysninger, de skal bruge for at kunne vurdere, hvilken hjælp, borgeren har brug for.

Hvis kommunen underrettes i tide, har kommunen mulighed for at yde hjælp til huslejerestancen betinget af, at borgeren indgår en administrationsaftale med kommunen, hvor kommunen fremover betaler lejen direkte til udlejer.

Samme tilbud kan gives til de borgere, der ikke i forvejen er i kontakt med kommunen. Dette er ofte unge mennesker, der har job men har problemer med f.eks. ludomani, brug af euforiserende stoffer og et stort luksusforbrug. Her har kommunen også i kontakt med borgeren mulighed for at spørge ind til dennes måde at bruge sine penge på.

I andre tilfælde kan det være nødvendigt for kommunen at hjælpe med en ny bolig ved at hjælpe med boligindskud og ved at betale huslejen direkte.

Fordelen for kommunen ved at omgå disse regler er, at de i mange tilfælde har muligheden for at eksportere problemerne til kommuner med større overholdelse af den gældende lovgivning. Det giver en skæv fordeling. Og borgere, der kunne være hjulpet til at blive boende i kvarterer med relativt få sociale problemer ender i stedet i belastede boligområder, eller de bliver efterladt på gaden.

I 2010 var der 4.410 effektive udsættelsessager, der omfattede 6.857 personer. Det svarer til, at 18 – 19 personer hver dag mister deres bolig.

Kommunen er i forvejen i kontakt med de fleste, der står i risiko for at miste deres bolig. Derfor er det primært kommunernes ansvar at forsøge at reducere antallet af udsatte borgere.

Hvor store omkostninger det har for samfundet at hjælpe udsætningstruede borgere er uvist.

I langt de fleste tilfælde vil det være betydeligt billigere, hvis samfundet går ind og hjælper med en restance på to måneders husleje, når de samtidigt sikrer, at huslejen bliver betalt via en administrationsaftale, end at borgeren skal have hjælp til indskudslån, som kommunen ikke er sikker på, at borgeren har mulighed for at betale tilbage.

Det burde være logik, at en udvidet vurderingspligt ikke kan løses ved at se borgerens sagsagter igennem og konstatere, at kommunen ikke har de fornødne oplysninger til at se, om de har mulighed for at hjælpe. Det må også stå klart, at det er direkte imod lovens intention, hvis kommunen blot sender et brev til borgeren, hvor de fortæller, at de ikke havde i sinde at hjælpe i det konkrete tilfælde.

Hvis en kommunalt ansat har mulighed for at stå i borgerens lejlighed og hjælpe fogeden med at få vedkommende smidt ud, har de i den grad forsømt at give borgeren den rådgivning og hjælp, der skal til for at borgeren kunne få en egnet bolig.

Borgeren skal naturligvis have pligt til at tage imod et tilbud om en egnet almen bolig i bopælskommuen. Men udsættelse bør først være løsningen, når alle andre muligheder er undersøgt.

Det koster samfundet, at hjælpe udsætningstruede borgere. Det koster mere ved at lade være.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Please reload

Please Wait