Kontanthjælpen kan afskaffes

I dag har alle, der er i arbejde mulighed for at forsikre sig, sådan at de undgår at få kontanthjælp, før de har været ledige i 2 år. Det kræver i princippet kun, at man har været i arbejde i 3 år og medlem af en statsanerkendt A-kasse i et år. Dagpengene finansieres delvist af det kontingent, som medlemmerne indbetaler. Men samtidigt får A-kasserne et betydeligt tilskud fra det offentlige, for at kunne leve op til lovgivningen om at hjælpe ledige med at kunne forsørge sig selv.

Princippet er, at dagpengene er en midlertidig ydelse, fordi målet er, at få den ledige ud i arbejde så hurtigt som muligt.

Kontanthjælp er ment, som en midlertidig ydelse, der sikrer kontanthjælpsmodtageren, at denne har mulighed for at have til livets ophold, indtil denne er i arbejde igen.

Derfor er det egentlige formål med dagpenge og kontanthjælp det samme. Det offentlige støtter den ledige, sådan at vedkommende kan opretholde livet, mens vedkommende søger arbejde.

Derfor vil der være god mening i, at afskaffe kontanthjælpen i sin nuværende form. Dagpengene kan i princippet godt have én sats de to første år og en sats, der svarer til den nuværende kontanthjælp efterfølgende.

Et samsurium af formål

Kontanthjælp udbetales i princippet for at den ledige står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det kræves, at den ledige står til rådighed for arbejdsmarkedet og at vedkommende dokumenterer sin jobsøgning.

Hvis det er formålet, kan kontanthjælpen afskaffes. Der er kun én ydelse for de ledige. Og det er dagpenge. Indsatsen skal fra dag 1 koncentrere sig om, at hjælpe den ledige i arbejde. Og det er indsatsen, indtil det lykkes.

Derfor er satsen også kun afhængig af beskæftigelsesgrad, løn og hvor længe den ledige har været uden for arbejdsmarkedet. Derfor skal beskæftigelsesindsatsen også placeres dér, hvor det er mest formålstjenligt. Det offentlige give tilskud til, at aktøren hjælper mennesker ud i reel beskæftigelse, uanset om det er kommunen eller A-kassen, der foretager det praktiske arbejde.

I dag har kontanthjælpen ud over hjælp til forsørgelse også en lang række sociale formål. For mig virker det bare ulogisk, at der kan sættes dato på, når at en borger kan klare sig med den hjælp, som de har fået på dagpenge, til at blive en social sag på kommunen.

Nogle vil have brug for hjælp fra de sociale myndigheder, den dag de bliver ledige. Det kan være misbrugsproblemer. Og det kan være grundet i, at chancerne for et nyt job i samme branche er betinget af en flytning til en anden landsdel. Det vil også være bedst, at klæde borgeren på, til den nye økonomiske virkelighed i god tid, før vedkommende oplever endnu et indtægtstab efter to års ledighed.

Det er forhold, der naturligvis påvirker hinanden. Men at sammenholde en ydelse for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet med de sociale forhold, er forkert. En borgers kvalifikationer kan ikke måles ved den sociale situation vedkommende var i, før vedkommende startede i arbejde.

Formålsbestemt hjælp fra kommunen

I 2022 er satsen for kontanthjælp 11.715 kr. for borgere, der er fyldt 30 år og som ikke har en forsørgerpligt overfor hjemmeboende børn. Det mener jeg, bør være grundlaget for den dagpengesats, som er rimelig efter 2 års ledighed.

Der er nogle få undtagelser, hvor jeg ser det er rimeligt med lavere satser. Hvis en person under 30 år bor gratis hos venner eller slægtninge eller hos samme har en urimelig lav husleje, bør det være muligt at modregne i dagpengene ud fra en konkret vurdering fra den instans, der udbetaler dagpengene. Det gælder naturligvis først efter 2 års ledighed.

Desuden bør det være muligt at modregne i dagpengene efter 2 år for borgere, der er 30 år og som ikke har nogen husleje. Dette gælder kun for borgere, der ikke lever i et ægteskab eller i et ægteskabslignende forhold. Dokumentationen kan være en tro og love erklæring og at de kun bor to voksne på adressen.

Herefter vil forsikrede ledige få den høje sats i 2 år og en lavere sats efter de to år. Det gælder også ledige, der ikke opfylder betingelserne for den høje sats. Retten til den høje sats skal stadig optjenes via beskæftigelse.

Sociallovgivningen har en række andre formål end at hjælpe mennesker, der er uden for beskæftigelse. De formål skal naturligvis bevares. Forskellen er bare, at den supplerende hjælp, som borgeren har brug for, skal ikke knyttes direkte sammen med den ydelse, som borgeren får for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

F.eks. er det fuldt ud rimeligt, at borgere, der har hjemmeboende børn skal have en ydelse, for at kunne give børnene nogle rimelige rammer, mens de vokser op. Derfor skal kommunen have mulighed for at give børnetilskud til forsørgere på dagpenge.

Samtidigt skal der fortsat være regler for boligstøtte, hvor jeg gerne ser en enhedsydelse, frem for at hjælp til huslejen via det offentlige skal søges to steder. Kommunen skal under nærmere fastsatte regler yde boligstøtte til borgere, der opfylder nogle økonomiske betingelser for det.

Og naturligvis skal kommunen stadig have mulighed for at yde enkeltydelser til bestemte formål, hvor borgeren har brug for et engangstilskud eller kortvarig hjælp.

Det skal naturligvis også være muligt at hjælpe syge og andre med problemer, der gør, at de i en periode ikke kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Vi skal have respekten tilbage

Accepten af den gældende lovgivning afhænger i høj grad af, at borgerne opfatter lovgivningen som rimelig. På arbejdsmarkedet honoreres vi efter den funktion og det ansvar, som vi har på den arbejdsplads, hvor vi arbejder.

Den lediges indsats er den indsats, som vedkommende lægger i sin jobsøgning. Og den er i princippet uafhængig af borgerens sociale situation.

Derfor vil en ens dagpengesats være den mest respektfulde for alle borgere. Og systemet vil være mere gennemskueligt, hvis der sættes navn på den hjælp, som den enkelte borger får ud over dagpengene.

Samtidigt kan disse ændringer foretages, uden ekstra omkostninger for det offentlige ud over, at jeg er tilhænger af afskaffelsen af 225-timers reglen, som kun får nogle ganske få mennesker i arbejde, og som samtidigt gør det vanskeligere for ledige at deltage i det almindelige samfundsliv.

Med afskaffelse af kontanthjælpen får vi respekten tilbage for borgeren og dennes ønske om at komme i arbejde.

Billederne er hentet fra Pixabay.com

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Please reload

Please Wait