I 2007 nærmede vi os det ideelle samfund. Der var lav arbejdsløshed, høj beskæftigelse. Og renten var lav. På et tidspunkt var der ca. 80.000 ledige og 80.000 ubesatte stillinger. Det problem, som vi havde dengang var, at de 80.000 ledige ikke kunne besætte de 80.000 ubesatte stillinger på grund af uddannelse, erfaring mv.

Følelsen af frihed er også følelsen af at kunne vælge egen tilværelse. Vi kan vælge vores egen uddannelse. Vi kan vælge, hvem vi vil være partner med. Vi kan vælge, hvor vi vil bo. Og vi kan vælge vores eget job. Desværre er denne frihed for de få. Men det er en frihed, som vi stræber efter.

Desværre brast boblen allerede i 2008 og efterlod det danske samfund i en krise, der til dels var influeret af internationale konturer, men som vi i høj grad også havde indflydelse på.

Derfor mener vi i Frie Demokrater, at vi bør lære af de fejl, som politikerne begik i årene omkring 2007 – 2008.

Et formelt ansvar uden konsekvenser

Allerede før finanskrisen var det kendt, at en række banker havde lagt en forholdsvis stor belåning i byggeprojekter. Og efterhånden som krisen pressede sig på, viste det sig, at tvivlsomme byggeprojekter mere var belånt med forventning om værdistigninger i fremtiden, end hvad de ny byggerier kunne sælges til her og nu.

For at skaffe den nødvendige kapital, rådgav bankerne i stigende grad kunderne til at købe aktier i bankerne for deres opsparede midler. Det var bedre at have pengene stående i en aktie, der hele tiden steg i værdi end at have pengene stående i banken. Desværre var aktierne ikke noget værd, efter at de var gået konkurs.

Samtidigt vart der fra politisk side et opgør mod en stigende offentlig sektor, hvor et skattestop blev en hellig ko for partiet Venstre.

I 2006 nærmede Danmark sig et overskud på 100 mia. kr. på Statens Finanser og i 2007 fik Den danske Stat 71 mia. mere i kassen end de gav ud. Det blev vendt til et underskud på over 88 mia. kr. i 2011. Skattelettelserne skulle bruges til at holde hjulene i gang. Mere frihed til de rige var ideologisk set måden at komme ud af krisen. I virkeligheden havde Danmark svært ved at komme ud af krisen, fordi de penge, der lå i borgernes hænder ikke nødvendigvis arbejdede. Og Staten kunne ikke sætte beskæftigelsesfremmende projekter i gang, fordi pengene var delt ud til den velstillede del af befolkningen.

Grunden til, at der var en række banker, der gik konkurs under finanskrisen efter 2007, var overbelåning af byggeprojekter. Og ansvaret for det ligger hos den daværende ledelse i de banker, der i dag har måttet dreje nøglen om. Belønningen er kommet. Ud over en lukrativ fratrædelsesordning, belønnede politikerne de tidligere bankdirektører med betydelige skattelettelser.

Det er selvfølgeligt Domstolenes opgave at afgøre om nogle kan gøres personligt ansvarlige for det tab, som mange småsparere oplevede. Men det forekommer urimeligt, at de ansvarlige direktører skal belønnes, mens dem, som de forkerte dispositioner gik ud over, skal stå alene med tabet.

I Frie Demokrater griber vi ikke ind overfor personers ansættelsesvilkår. Men som ansvarlige politikere er vi nødt til at placere ansvaret, hvor det er. Og de personer, der var direktører i de konkursramte banker burde have bidraget til, at landet igen kom på fode via den skattebetaling, som kunne have gjort krisen kortere end den blev.

Under coronapandemien i 2020 -2021 understøttede Staten danske virksomheder, så de kunne overleve under pandemien. Nu er vi knapt kommet ud af krisen, før politikere taler om folks egne penge som argument for skattelettelser. Det argument holder ikke i Frie Demokrater. Staten har optaget store lån for at hjælpe danske virksomheder sikkert igennem krisen. Dem skal vi være sammen om at betale tilbage. Derfor er der ikke brug for skattelettelser på nuværende tidspunkt. Vi kan ikke først låne penge og så bruge flere bagefter.

At de fattigste først rammes, er ikke en naturlov

I Frie Demokrater tror vi på, at det der holder et samfund i gang er et sundt erhvervsliv og en hensigtsmæssig offentlig sektor. Vores velfærd bygger på, at vi hjælper hinanden med det, som vi ikke selv kan.

Der er dog ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem en lav virksomhedsskat og en lav skat til direktøren. I virksomhedsskatteordningen er der en mellemregning, så at det offentlige kan se, hvad der er brugt privat af ejeren og hvad der bliver stående i virksomheden. Direktøren bliver beskattet af den løn og andre ydelser, som denne får udbetalt fra virksomheden.

Derfor er det også en politisk beslutning, hvor meget en krise vil ramme de fattigste og mest udsatte mennesker i landet. Og uanset hvor meget vi beskatter direktøren, vil han altid have mulighed for et langt højere forbrug end en pensionist, der kun har sin offentlige pension eller en person uden for arbejde.

Når det så er sagt, vil vi gerne skabe et samfund, hvor personskatten er lavere end i dag. Det får vi kun ved at skabe et samfund, hvor der er brug for færre velfærdsydelser end i dag. Den rigtige vej, er at integrere flere borgere i det almindelige samfund, end der er i dag. Det er hjælp til selvhjælp, hvor borgere, der i dag ender på samfundets bund, bliver understøttet til at blive selvhjulpne. Og for nogle vil det være den lange vej tilbage på arbejdsmarkedet.

Samtidigt skal vi have et samfund, hvor færre bliver syge af at arbejde. Det handler om det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Og det handler om i så høj grad det er muligt at indrette arbejdspladsen efter den enkelte ansatte.

Hvis vi skal nå det mål, er det vigtigt, at de overførselsydelser, som mennesker uden for arbejdsmarkedet får, er anstændig i forhold til muligheden for at have til livets ophold og engagere sig i det samfund, som de lever i.

I Frie Demokrater er vi tilhængere af, at der skal være et loft for, hvor meget hjælp en ledig skal kunne få. Til gengæld skal de ydelser, som den ledige får være rimelige i forhold til borgerens eget initiativ for at bevare så normal en tilværelse som muligt. Og så skal ydelserne bygge på saglige og objektive kriterier.