I Frie Demokrater hylder vi den personlige frihed. Alligevel mener vi, at der er områder, hvor vi som samfund skal gå ind og sætte begrænsninger for den personlige frihed.

Det er uværdigt for et menneske at skulle bo på gaden. Derfor har vi et uværdigt samfund, så længe vi tillader, at der er hjemløse i Danmark. I Frie Demokrater vil vi afskaffe hjemløsheden. Det skal ikke alene være en ret at have et hjem, når du opholder dig i Danmark. Det skal også være en pligt.

I lovgivningen er der allerede et afsnit, der skulle give landets kommuner mulighed for at understøtte borgere, der er ved at ende på gaden. Desværre er der stor forskel på, hvordan de enkelte kommuner forvalter denne del af lovgivningen. Derfor må det være et krav, at alle kommuner har et beredskab, der kan forhindre, at mennesker ender uden et hjem.

Først og fremmest må det være et krav, at alle kommuner har nogle akut sengepladser i kommunen. Vi vil i en overgangsperiode tillade et tværkommunalt samarbejde om akutpladser til borgere, der har mistet deres hjem. Men vi vil samtidigt indskærpe, at det er den kommune, hvor borgeren har henvendt sig, der er handlingskommune og har pligt til at få borgeren genhuset.

Kommunen har pligt til at hjælpe med at finde en egnet bolig til borgeren. Og det er et minimumskrav, at boligen har eget toilet og eget køkken med afløb. Hvis det er kommunen, der anviser boligen, skal den samtidigt sikre, at huslejen er på et niveau, så det kan sandsynliggøres, at borgeren har råd til at bo der, når boligstøtten er indregnet.

Hvis det skønnes nødvendigt, kan kommunen lave en administrationsaftale med borgeren, hvor kommunen betaler boligydelsen direkte til udlejer, elselskab osv. og modregner beløbet i borgerens overførselsindkomst. Kommunen skal stille et beboerindskudslån til rådighed eller formidle et.

Loven om genhusning skal afspejle ligeværd

I Frie Demokrater hilser vi de initiativer velkomne, som regeringen 2019 – 2022 har gjort for at reducere hjemløsheden. Vi er dog uenige i den måde, som det blev gjort på.

Når samfundet hjælper en udsætningstruet borger med at finde en bolig, skal det ske på lige vilkår i forhold til en lejer, der er på arbejdsmarkedet. Derfor skal hjælpen gives til borgeren. Vi udpeger ikke boliger som hjemløseboliger. Og det skal ikke følge borgeren, at denne har fået hjælp fra det offentlige til at skaffe sin bolig.

Vi anerkender, at der er borgere, der vil have problemer med at bo i en almindelig bolig. Og disse skal naturligvis have mulighed for at tilbud, der er tilrettet borgeren. Men princippet er, at borgeren så vidt muligt skal ud i en almindelig bolig med de samme betingelser som naboen.

Vi ser desværre udlejninger, der er betinget af, at borgeren ikke tager adresse i boligen. Det skal ikke være muligt. Borgeren har pligt til at oplyse overfor det offentlige, hvor vedkommende primært bor og opholder sig. Det skal en udlejer respektere.

Samtidigt tager vi afstand fra, at en kommune kan spørge en udlejer, om borgeren kan have adresse på bopælen. Det er selvfølgeligt et nødvendigt redskab for en kommune, at den kan checke, om en borger bor på den opgivne adresse. Men det er kommunen uvedkommende, hvad en udlejer mener om, at den nye lejer skal registreres på adressen. Derfor skal fremtidige skemaer kun indeholde et spørgsmål, om borgeren opholder sig dér, hvor vedkommende har tilmeldt sig eller ej.