I Danmark har vi et indskrænket monarki. Det vil sige, at der er en regent, der er landets øverste myndighed; men at vi ved lov har begrænset kongehusets beføjelser. Den gældende grundlov er vedtaget den 5. juni 1953 efter en folkeafstemning den 28. maj 1953.

En væsentlig ændring i Grundloven var, at Landstinget blev opløst. Og det var nu den førstefødte efter regenten, der havde arvefølgen som regent. Sidstnævnte var specielt vigtigt, fordi kong Frederik den Niende kun havde døtre. Hvis arvefølgen skulle fortsætte i lige linje, var det derfor nødvendigt, at en kvinde kunne blive Danmarks regent efter Frederik den Niende.

I Frie Demokrater anerkender vi, at det er folkets vilje, at vi skal have en regent. Og vi arbejder efter de regler, der er i monarkiet. Vi anser dog flere ting som problematiske i forhold til den nuværende grundlov.

Det første er det rent sproglige. Prinsesse Margrethes mulighed for at blive regent efter Frederik den Niende, kom først med sent i processen. Derfor trænger Grundloven til en sproglig opdatering.

I følge Grundloven er regenten stadig konge og skal omtales som han. Derfor ønsker vi en revision af Grundloven, der i første omgang ene og alene har til formål at opdatere sproget til et nutidigt sprog, og hvor dronning Margrethe den Anden kan få lov til at kalde sig dronning og kan blive anerkendt for sit køn.

En republik, der bygger på det repræsentative monarki

I Frie Demokrater ønsker vi et land, hvor magten flyttes fra regenten til Folketinget. Det skal være statsministeren sammen med Folketingets Formand, der er øverste myndighed i landet og har statsmagten. Til gengæld er vi imod, at der opbygges et styre, som i Frankrig og USA, hvor der er en præsident med vidtgående beføjelser i forhold til andre folkevalgte. Med statsministeren og Folketingets formand som øverste politiske myndighed, vil de altid være afhængige af Folketingets flertal og under kontrol af det folkevalgte parlament.

Statsministeren vælges af et flertal i Folketinget ved en samling efter et Folketingsvalg. Regeringen kan med Folketingets godkendelse træde tilbage, før en valgperiodes udløb. Efter et valg, er det den siddende formand for Folketinget, der udpeger en forhandlingsleder, der skal forsøge at danne en ny regering. Den siddende formand kan fratræde, når en forhandlingsleder er udpeget og der er valgt en ny formand.

Samtidigt ønsker vi, at der nedsættes et Statsråd. Dette skal bestå af folketingets medlemmer, landets borgmestre og 60 personer valgt af regionsrådene. Statsrådet mødes normalt kun hvert 5. år og vælger en præsident, der er diplomatiets overhoved. Statsrådet mødes kun i den mellemliggende periode, hvis præsidenten dør. Så vælger de en ny præsident for resten af perioden. En præsident kan genvælges én gang.

Præsidenten kan, ud over at have ansvaret for landets diplomati, også komme med udtalelser, der taler ind i tiden uden at blande sig i den aktuelle politiske dagsorden.

Desuden har præsidenten ansvaret for at udmønte den økonomiske ramme, som Folketinget udstikker for Statens aktiviteter.

Nogle principper bør gælde for alle

I dag er kongen hævet over loven. Men i en retsstat står ingen over loven. Og det er loven, der er øverste myndighed. Derfor bør loven også stå over den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. En højesteretsdommer kan f.eks. godt fængsles, hvis denne bliver taget i tyveri.

Desuden er det krænkende for kongens personlige frihed, at denne er tvunget til at være overhoved for Den Evangelisk Lutherske Kirke i Danmark. Herved har befolkningen tvunget kongen til at have en bestemt religion, selv om resten af den danske befolkning har religionsfrihed og kan tilslutte sig den konfession, som de ønsker.

For at sikre befolkningens religionsfrihed er det vigtigt, at statsmagten ikke går ind og blander sig i befolkningens religion. Ingen skal være tvunget til at tilhøre en bestemt religion. Derfor er det kirkens egen sag at vælge deres øverste myndighed. Og en præsident skal ikke være forpligtet til at tilhøre en bestemt religion.

I Grundloven er det kongen, der har myndighed over politi og forsvar. Det er højst betænkeligt, når kongen ikke selv er forpligtet til at overholde loven.

Vi vil gerne i dialog med tilhængere af kongehuset om, hvor de står fast i forhold til kongehusets bemyndigelse, og hvor de kan se nogle hensigtsmæssige ændringer i forhold til den nuværende ordning. Så længe, der er flertal for det, har vi et kongehus.