I Frie Demokrater er vi bekymrede over, at et psykiatrisk plejehjem er et af de steder, hvor borgere i Danmark er i størst risiko for at blive udsat for overgreb, fysisk som psykisk. Det bekymrer os også, at erstatningen ved domme for overgreb af psykisk handicappede ofte er lavere end ved erstatninger for overgreb af personer uden en psykiatrisk diagnose.

Mange tror, at den stærkestes ret generelt gælder i vores samfund. Men vi kan ikke opbygge en retsstat på et princip, der giver ressourcestærke borgere en urimelig fordel i det danske retssystem. Vi anerkender, at der er borgere, der er placeret på psykiatriske plejehjem rundt omkring i landet. Det er borgere, der har begået en alvorlig forbrydelse, og som ikke er egnet til straf i et almindeligt fængsel. Her taler vi bl.a. om alvorlige voldsforbrydelser og drab.

Nogle mener, at det er billigt sluppet, at skulle opholde sig på et psykiatrisk plejehjem i stedet for at skulle opholde sig i et fængsel. Men en behandlingsdom er trods alt en dom, hvor borgeren er tvunget til at opholde sig et bestemt sted, lige som en fængselsdom. Og borgeren har langt mindre frihed til at vælge sin behandling end en borger i et fængsel.

Hvis en borger begår en alvorlig voldshandling og får en fængselsdom, ved vedkommende efter dommen, hvor længe vedkommende maksimalt skal opholde sig i et fængsel. En behandlingsdom er en tidsubegrænset anbringelse. Og det er en læge og ikke en retsindstans, der afgør dommens længde.

Det synes vi i Frie Demokrater er fuldstændigt urimeligt. Derfor ønsker vi at indføre en praksis, hvor behandlingsdomme i forhold til forbrydelser, der normalt giver en straf på 5 år eller mere gør, at sagen tages op igen hvert 5. år og det afgøres, om borgeren kan afsone resten af sin straf i et fængsel. For borgerens retssikkerhed og værdighed er det langt at foretrække, at den dømte kan afsone så stor en del af sin straf i et fængsel som muligt.

For domme, der normalt ville give mindre end 5 års straf, skal borgerens situation igen tages op, når borgeren kunne have afsluttet sin afsoning i et fængsel. Hvis en borger f.eks. har fået en behandlingsdom for en forbrydelse, der ville give tre års fængsel, skal sagen tages op igen efter 3 år. Derfor skal det også fremover være en fast del af retspraksis, at dommeren udmåler den straf, som borgeren skulle have haft i et almindeligt fængsel.

En anden måde at afhøre på

Som sagt står psykisk handicappede svagt, når en erstatning skal fastlægges i en retssal. Det kan i sig selv være traumatisk at skulle møde op i en retssal for at give vidneforklaring efter en krænkelse. Det er noget, som mentalt sunde personer må tåle. Det er en afgørende del af vores retssag som borgere, at der sker retshandlinger i en retssal, hvor vi både kan se anklager og den anklagede.

I Frie Demokrater mener vi dog, at det er tiden at nytænke selve processen, når det gælder sager, hvor den ene part er psykisk handicappet. Kriteriet er, at personen selv ikke ville være egnet til straf i et almindeligt fængsel.

Vi kunne tænke os en praksis, hvor den ene part skriver sine spørgsmål ned til sin modpart. Herefter formulerer dommeren skriftligt de punkter, som denne vil have belyst. Herefter foregår der en afhøring, hvor den psykisk handicappede er til stede sammen med en bisidder og en person med juridisk indsigt, til at kunne føre sagen i Retten. Herefter gennemfører de en afhøring, hvor juristen læser spørgsmålene op og giver parten mulighed for yderligere at udtale sig.

Herefter bliver videoen vist i retssalen. Og dommeren afgør, om der kan afsiges dom ud fra de foreliggende oplysninger, eller om der skal et nyt videomøde til. Modparten kan naturligvis afhøres under retsmødet. Det er den psykisk handicappedes afgørelse, om vedkommende vil være til stede i retsmødet.

For umyndiggjorte personer, skal værgen eller værgens repræsentant altid være til stede ved videoafhøringen og ved retsmødet. For personer under 18 år er forældrene eller forældrenes repræsentant ved en eventuel videoafhøring og i retssalen.

Får borgeren økonomisk tilskud til at føre sagen, har borgeren naturligvis ret til juridisk bistand helt frem til, at erstatningen er fastlagt.